Ustabilitet i Montenegro, også efter valget sidste søndag

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Montenegro: Den ustabile politiske situation i Balkanlandet Montenegro vil formentlig fortsætte efter valget sidste søndag. Største parti blev Europa Nu Bevægelsen, der opnåede 25.6 pct. af stemmerne. Men det ser ud til at blive svært for partiet at få andre partier med i en ny regering. Dertil bidrager de store økonomiske og sociale problemer.

Næststørst ved valget blev det Socialistiske Demokratiske Parti med 23.8 pct. vælgeropbakning. Det pro-serbiske Montenegros Fremtid fik 14.7 pct. Den centristiske koalition URA, Demokratisk Montenegro (ledet af den afgående ministerpræsident Dritan Abazovic),  det Kroatiske Civile Initiativ samt det pro-serbiske Socialistisk Folk blev også repræsenteret i det ny parlament. Det partipolitiske system er kort sagt stærkt opdelt.

I oktober sidste år vandt Europa Nu, det største parti, lokalvalgene i Podgorica og Danilograd, og i april sejrede partiets kandidat, Jakob Milatovic, ved præsidentvalget. Men det bliver formentlig svært for partiet at danne regering med flertal bag sig i parlamentet. Inddragelse af pro-serbiske partier i regeringsforhandlingerne har stødt på modstand fra vestlige diplomater. Det har ikke gjort opgaven lettere.

Et eksempel er USAs Balkan udsending Gabriel Escobar, der åbent har sagt, at en inddragelse af pro-serbiske partier “vil splitte Montenegro”. En ny regering skal iflg. reglerne dannes inden for tre måneder. Nyvalg kan ikke udelukkes. Valgdeltagelsen ved søndagens valg var lav, på kun 56.4 pct. mod 70.4 pct. ved forrige valg og 70.2 pct. ved præsidentvalget i april.

Share This