USA og Rusland i direkte kontakt om Donbass

Victoria Nuland Foto: VOA

Victoria Nuland mødes fredag med Putins Ukraine-rådgiver. Foto: VOA

Af Uffe Gardel

UffeUkraine: EU’s forsøg på at løse konflikten er havnet i en blindgyde, men nu går USA igen aktivt ind i konflikten i Østukraine.  USA’s viceudenrigsminister, Victoria Nuland, mødes fredag i Kaliningrad med Putins personlige Ukraine-rådgiver, Vladislav Surkov.

DET er den russiske avis Kommersant der fortæller historien, som den hævder at have fra to uafhængige kilder.

Det er Obamas og Putins to topfolk på sagen, som mødes. Nuland har været en nøgleperson for Obama-administrationen i den ukrainske konflikt, helt tilbage fra før afsættelsen af præsident Janukovitj, og hun har flere gange mødtes med russiske topfolk. Surkov har spillet samme rolle for Putin, og han har været den grå eminence som i sidste ende stod for kontakten til oprørerne i Donbass.

Ifølge Kommersant skal Nuland og Surkov helt konkret tale om hvordan man kan gennemføre Minsk  II-aftalen fra februar sidste år. Der er ikke gennemført et eneste af aftalens punkter. Der er således hverken forhandlet selvstyreordning, afholdt lokalvalg eller genoprettet ukrainsk grænsekontrol. Det så en tid lang ud til at selve våbenhvilen trods alt holdt, i hvert fald så nogenlunde, men kampene er blusset op igen i denne uge.

USA var stærkt aktiv i de første måneder af konflikten, men har stået på sidelinjen  i lang tid, mens Tyskland og Frankrig har overtaget opgaven med at forhandle med, og lægge pres på, Rusland. Det var også Tysklands og Frankrigs politiske ledere, der i februar sidste år indgik den såkaldte Minsk II-aftale med Ruslands og Ukraines præsidenter om implementering af den oprindelige Minsk-aftale. Og det er denne Minsk II-aftale, som USA nu søger  Ruslands hjælp til at få gennemført.

 

Share This