Ungarsk grænsehegn: Xenofobi eller europæisk ansvarlighed?

Er det grænsehegn, Ungarn er i færd med at bygge på landets grænse til Serbien, et udtryk for ungarernes xenofobi eller blot et udtryk for, at landet lever op til det ansvar, det har forpligtet sig til i henhold til Schengen-aftalen?

Af Ota Tiefenböck

BLOG: For en uge siden meddelte den ungarske udenrigsminister, at Ungarn siden begyndelsen af 2015 har modtaget 100.000 flygtninge, som ulovligt er trængt ind på landets territorium.

Den ungarske regering, med landets kontroversielle premierminister Viktor Orbán i spidsen, har valgt en radikal løsning: Ungarn vil rejse et kæmpemæssigt grænsehegn langs hele landets 175 kilometer lange grænse til Serbien og er straks gået i gang med projektet. Hegnet skal stå færdigt allerede i slutningen af august, og de ungarske myndigheder regner med, at det vil løse landets problemer med de mange flygtninge, som hver dag strømmer til Ungarn.

Reaktionerne på det ungarske projekt har været stormfulde. Hovedparten af dem stemplede Ungarn, som et fremmedfjendsk land, og det ungarske grænsehegn som endnu et udtryk for den nationalistiske tankegang, Ungarns regerende parti Fidesz har udvist i løbet af de seneste år.

Men helt så enkelt er det ikke.

Det lyder ikke umiddelbart godt for et humanistisk tænkende menneske, at vi i Europa skal i gang med at bygge mure igen – endda i et land, som for ikke så længe siden selv har været på den forkerte side af muren.

På den ene side er Ungarn ganske givet et land, hvor den usunde form for nationalisme er på fremmarch, og hvor det kommende hegn delvist kan være et udtryk for xenofobi og racisme.

Men Ungarn er også et land, som via Schengen-aftalen har forpligtet sig til at bevogte EUs ydre grænse. Ungarerne kunne naturligvis have valgt at lade de mange flygtninge passere videre til Tyskland, Storbritannien og Skandinavien – de lande, som de fleste flygtninge ønsker at tage til – men har altså valgt en løsning, som ikke giver meget bonus, hverken i medierne eller hos diverse politiske kræfter rundt omkring i Europa.

Uanset hvad man synes om hegnet, har Ungarn formået en ting, og det er at tage stilling og tage flygtningeproblematikken seriøst. Det kan man nemlig ikke umiddelbart sige om mange andre EU-lande, hvor det store flygtningeproblem presser sig på. Det er uværdigt at blive lukket inde i store flygtningelejre, som ungarerne har bygget på det seneste, og blive behandlet som forbrydere. Det er dog formentlig alligevel mere værdigt end at lade massevis af mennesker gå rundt i fx Calais, Ventimiglia eller Lesbos, velvidende, at det eneste de venter på er at komme videre til nabolandet.

Det er ikke mere humant at overlade flygtninge til deres egen skæbne eller jage dem rundt i La Manche-tunnelen, sådan som vi dagligt hører fra medierne om de mange flygtninge, som det franske politi forsøger at forhindre i at rejse illegalt til Storbritannien.

Her virker den ungarske, umiddelbart ganske usympatiske, løsning meget mere ægte og human, da den repræsenterer en klar holdning. Sammenlignet med for eksempel de flygtninge, som er havnet nærmest i et ingenmandsland i den franske by Calais: på den ene side har deres bevægelsesfrihed, på den anden må de ikke komme i nærheden af La Manche-tunnelens beskyttelseshegn.

Under alle omstændigheder lever hegnet mere op til de aftaler, EU-landene hvert især har forpligtet sig til via EU-samarbejdet.

Flygtningeproblematikken demonstrerer endnu engang, at EU er ude af stand til at handle samlet og finde en fælles solidarisk løsning på problemet, som ville svare til de mange fine humanistiske og demokratiske idéer, vi bryster os af.