Ukrainsk vidunderdreng med i EM-trup

Oleksandr Zinchenko i kamp for sin russiske klub FC Ufa.  Foto: soccer.ru

Oleksandr Zinchenko i kamp for sin russiske klub FC Ufa. Foto: soccer.ru

19 årige Oleksandr Zinchenko er blevet inkluderet i Ukraines EM-trup på trods af, at han ikke var inkluderet i den oprindelige 26-mands bruttotrup til slutrunden i Frankrig.

Af Toke Møller Theilade

Ukraine/Rusland: Oleksandr Zinchenko blev for nylig den yngste målscorer for Ukraines fodboldlandshold nogensinde, da han i en alder af blot 19 år og 214 dage scorede til 2-1 i en træningskamp imod Rumænien.

Zinchenko har fået sin fodboldopdragelse på Shakhtar Donetsks akademi i det østlige Ukraine, men han forlod klubben under stor polemik i februar sidste år. Efter en række prøvetræninger i Rusland underskrev Zinchenko en tre årig aftale med Premier League bundklubben FC Ufa, hvor han hurtigt blev en nøglespiller. Shakhtar var dog ikke tilfredse med at have mistet deres stjernefrø, og klubben har sidenhen forsøgt at få Zinchenko straffet af FIFA for at misligholde sin kontrakt.

https://www.youtube.com/watch?v=q1kgMtivcCo

At have en truende straf hængende over hovedet har dog ikke  hæmmet Zinchenko, der siden skiftet til Rusland har etableret sig som en af de mest lovende unge spillere i landet. I den netop overståede sæson scorede Zinchenko to mål, det ene på udebane imod storklubben Zenit Skt. Petersborg, og lavede yderligere fire assists fra sin plads på midtbanen.

Zinchenko var faktisk så god, at Ufa forsøgte at overtale ham til at få russisk statsborgerskab. Denne snak fik det ukrainske fodboldforbund dog effektivt stoppet, da Zinchenko fik tre minutter på banen i EM-kvalifikationskampen imod Spanien, hvilket permanent låste ham til Ukraine.

På trods af dette har Zinchenkos tid på det ukrainske landshold været omtumlet. I marts blev han udtaget til en U21 landskamp, men blev efterfølgende sendt hjem med begrundelsen, at han havde en virus. Denne påstand blev dog hurtigt skudt ned af Ufa, der i stedet anklagede det ukrainske fodboldforbund for ikke at ville have spillere baseret i Rusland med i truppen. Ufas pressechef Sergei Tyrtyshni udtrykte blandt andet sin frustration på Instagram, hvor han skrev:

Ufa undersøgte muligheden for at naturalisere Zinchenko og gøre ham til russisk statsborger, men spilleren selv foretrak at blive ukrainsk. Han [Zinchenko] har aldrig skjult sin kærlighed for sit hjemland, men nu har hans hjemland straffet ham for sin patriotisme.”

Tyrtyshnis mistanke blev delt af Vyacheslav Koloskov, ærespræsident i det russiske fodboldforbund, der anklagede den ukrainske landsholdstrup for at være en ’forlængelse af ukrainsk statspolitik’.

Sagen blev endnu mere mystisk af, at angriberen Yevhen Seleznev, der kort forinden var skiftet til russiske Kuban Krasnodar, også var udeladt af truppen på trods af, at han havde spillet en pæn rolle i kvalifikationen til EM, hvor han havde scoret to mål i fem kampe.

På trods af den politiske polemik fortsatte Zinchenko ufortrødent med at imponere i Rusland, hvilket der blev lagt mærke til både indenfor og udenfor den russiske Premier Leagues grænser. I løbet af foråret kom det frem, at den tyske storklub Borussia Dortmund har set sig varm på Zinchenko, hvilket blev bekræftet af både Zinchenkos agent såvel som Ufas generaldirektør.

Midtbanespilleren har dog også andre muligheder, da også engelske Manchester City og deres nye manager Josep Guardiola er interesserede i ukrainerens evner, hvilket ligeledes er bekræftet af Zinchenkos agent.

Zinchenkos fantastiske boldbehandling, alsidighed og gode sparketeknik gør ham til en af de mest eftertragtede unge spillere i Europa i øjeblikket, og nu får han altså også muligheden for at bevise sig på det ukrainske landshold på trods af, at han ikke var med i den oprindelige bruttotrup.

Det samme gør førnævnte Seleznev i øvrigt. Efter ni kampe og tre mål for Kuban fik han i maj ophævet sin kontrakt, hvorefter han skrev under med Shakhtar. Dette har tydeligvis hjulpet ham tilbage i landsholdsvarmen på trods af, at han ikke må spille for Donetsk klubben før næste sæson.

Share This