Ukrainsk fodboldpræsident: Spanske fans sympatiserer med russiske terrorister

Ukrainsk fodboldpræsident: Spanske fans sympatiserer med russiske terrorister

Andrey Pavelko, præsident i det ukrainske fodboldforbund, anklager Rayo Vallecano fans for at sympatisere med russiske terrorister efter, at de fik Roman Zozulyas lejeaftale annulleret.

Af Toke Møller Theilade

På transfervinduets sidste dag lejede spanske Rayo Vallecano den ukrainske angriber Roman Zozulya hos Real Betis. Aftalen blev dog kritiseret hårdt af klubbens fans, der anklagede Zozulya for at være ny-nazist.

Ved angriberens første træning med sine nye holdkammerater fremviste en gruppe fans et banner, hvor de gjorde det klart, at deres klub ikke “var et sted for nazister”.

https://twitter.com/footynews129/status/826937335296126977

Ifølge Zozulya selv stammede anklagerne på en misforståelse fra sidste sommer, hvor han skiftede til Real Betis. I et åbent brev til Rayo fansene skrev han:

“Min ankomst til Spanien var desværre ledsaget af en misforståelse fra en journalist, der vidste meget lidt om virkeligheden i mit hjemland og min karriere. Jeg ankom i Sevillas lufthavn iført en trøje med Ukraines våbenskjold på, og journalisten skrev, at det var en trøje fra en paramilitær gruppe, hvis våbenskjold ligner mit lands. Som jeg sagde, da jeg blev præsenteret ved Real Betis, så har jeg ingen forbindelse med paramilitære og ny-nazistiske grupper.”

På trods af Zozulyas åbne brev blev aftalen revet i stykker blot 16 timer efter, at den var underskrevet, hvilket fik præsidenten for det ukrainske fodboldforbund, Andrey Pavelko, op i det røde felt.

I en længere post på Facebook skrev Pavelko blandt andet, at han vidste, at Zozulya ikke var neo-nazist, samt at angriberen var en ægte patriot, der hjælper de ukrainske soldater på frontlinjen.

”En lille gruppe fans af det spanske hold syntes at dette var forkert, så de blokerede for Romans skifte til klubben. Det betyder, at en ukrainsk landsholdsspiller nu må gå seks måneder uden fodbold,” fortsatte Pavelko.

”Situationen er simpelthen skandaløs. Spanske tilhængere af russiske terrorister ødelægger en ukrainsk fodboldspillers karriere.”

Pavelko forsikrede til sidst, at det ukrainske fodboldforbund ville støtte Zozulya, og hjælpe ham med at holde sig i form.

Zozulya har ofte besøgt udstationerede ukrainske soldater, hvilket han hyppigt har dokumenteret på sociale medier, og han har tidligere været brugt som frontfigur i en kampagne til at hverve nye soldater.

Share This