Ukraines landbrug: et lys i mørket
Ukraines økonomi er kørt i sænk, og de seneste uroligheder har ikke gjort landets situation bedre, men ikke alt er så dårligt, som det umiddelbart ser ud. Det ukrainske landbrug er på vej frem og kan muligvis opveje Ukraines nedtur.
Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, Syddansk Universitet
Ukraine: Landbrug er den eneste sektor i Ukraines økonomi, der i de seneste år ikke har været ramt af tilbagegang og har været præget af vækst. ifølge de foreløbige prognoser udgjorde væksten i 2013 13.7 procent mod et fald på 4.7 procent i industrien. Den særlig høje vækst i 2013 betyder en stigning af Ukraines samlede bruttonationaltprodukt på 3.7 i 4. kvartal. Det er især planteproduktionen, der slår nye rekorder. Høsten sidste år var på 63 millioner tons eller væsentligt over niveauet i 2011, hvor den kun udgjorde 56 millioner tons. Værdien af landbrugseksporten var 4.3 milliarder dollar i 2005, men 17.9 milliarder i 2012 eller mere end en fjerdedel af landets samlede eksport.. Ifølge de foreløbige tal vil eksporten af korn passere 30 millioner tons i 2013, hvilket betyder, at Ukraine nu er verdens næststørste eksportør efter USA.
Ukraine er lige nu Europas største eksportør af majs, 3. største eksportør af byg og verdens største eksportør af solsikkeolie. Ukraine besidder, efter Rusland, de største landbrugsarealer i Europa og er begunstiget af et gunstigt klima og god jord, omkring halvdelen sortjord.
Men godt er det bestemt ikke altid gået, især 1990erne var noget af en nedtur – også for landbruget. Privatiseringen af landbruget gav omring 7 millioner tidligere kolchoz-bønder et eget jordstykke på 4 hektar (kaldt ”paju”), en stor del af dem er solgt eller snarest udlejet (”leaset”), da det er gået langsomt med at få etableret et frit marked for salg af jord. Mange bønder blev private farmere, men en yderligere koncentration af ejerskabet satte hurtigt ind. I 2012 var omkring 74 procent af landbrugsjorden kommet i private hænder. Antallet af meget store landbrug, de såkaldte ”agroholdings”, steg markant, den største af dem, ”Ukrlandfarming”, kom i besiddelse af ikke mindre end 670.000 hektar og med udsigt til at nå op på 750.000-800.000. ”Ukrlandfarming” er blandt de tre største landbrugskoncerner i hele verden med en eksport af korn på 5-6 millioner tons. Udbyttet per hektar er stadig en del under niveauet i Europa, men det opvejes af stordrift og ekstensivt landbrug. De fleste ”agroholdings” har ukrainsk kapital, da der ikke har været fri adgang for udenlandske virksomheder til at købe jord. Det animerer i sig selv de store brug til at skaffe sig hurtigst mulig økonomisk gevinst. De helt store udenlandske investorer stammer fra Kina, der importerer en meget stor del af stigningen i den ukrainske landbrugsproduktion. Investorerne støttes af den kinesiske ”Eximbank”. Aftalerne med EU, der fører en protektionistisk landbrugspolitik med et skrapt regelsæt, hvad angår eksempelvis fødevaresikkerhed og sanitære bestemmelser, har ikke ført til nogen stor stigning i ukrainsk landbrugseksport til EU.
Ukraines oligarker har fået øjnene op for landbruget. Rinat Achmetov, Ihor Kolomojski, Dmitri Firtasz og ”familen”, gruppen af interessenter med nær tilknytning til præsident Viktor Janukovitj har alle investeret i ”agroholding”. Men alt er ikke idyl. Koncentrationen på store brug har ført til en slags re-feudalisering og fattiggørelse af landdistrikterne, hvor mange reelt ikke ejer deres jord, men udlejer (”leaser”) den til de store. Det gælder ikke mindre end omkring 80 procent af de små private enheder (”paju”). I årene fra 1991-2013 er befolkningsantallet i landdistrikterne (landsbyerne) dalet med 15.9 procent svarende til 2.7 millioner mennesker samtidig med en betydelig indvandring til byerne især blandt unge.