Ad

Ukraine: Hvad vil Rusland, Ukraine og hvad er fremtidsudsigterne?

Illustrationsfoto: Lugans Gv.

Illustrationsfoto: Lugans Gv.

I den ukrainske konflikt har ingen af parterne vilje til at indgå kompromis. Hos den ukrainske præsident Petro Porosjenko tyder alt på en manglende realitetssans. For Ruslands vedkommende på et tegn på en gennemført politisk linie – og Moskva er tålmodig.

Analyse af Ota Tiefenböck

Ota -nyt billedeUkraine/Rusland: Dagligt dør der mennesker i Østukraine – alligevel er konflikten forsvundet fra medierne.

I februar indgik parterne deres anden våbenhvileaftale. Men som den første aftale blev våbenhvilen brudt kort efter den blev indgået. Lige siden har der været daglige skududvekslinger og regulære kampe. Løsningen af konflikten synes at ligge ligeså langt væk, som da den i sin tid begyndte.

Hvad er Ruslands mål i Ukraine?

Det er efterhånden tydeligt for de fleste, der følger konflikten, at Rusland ikke ønsker at annektere Donbas-regionen. Russerne har formentlig ingen lyst til at hænge på regionens forældede industri og massevis af pensionister, som ikke ville bringe andet med sig end problemer og udgifter.

Beregningen er både økonomisk da Rusland i forvejen er hårdt presset af faldende oliepriser og de vestlige sanktioner, og strategisk, da Moskva efter annekteringen af Krim er nødt til at holde lav profil.

Det nuværende status quo er for russerne langt at foretrække – en frossen konflikt i Donbas vil nemlig give Rusland mulighed for at styre både den politiske udvikling i landet og Ukraines internationale ambitioner generelt. Herfra vil det kun være spørgsmål om tid, hvornår det igen vil være muligt at genetablere en russisk-venlig regering i resten af Ukraine.

Det må nemlig forventes, at en frossen konflikt i Østukraine vil resultere i svækkelsen af Ukraines EU tilnærmelser og dermed udsigten til en bedre levestandard og vil før eller senere føre til utilfredshed hos den ukrainske befolkning. Strategien giver oven i købet Rusland mulighed for at fremstå som den pæne part i konflikten, der bekymrer sig om lokalbefolkningen og som sender den ene humanitær transport efter den anden.

Siden den ukrainske konflikt begyndte, og især efter den russiske annektering af Krim, er Putin blevet populær i Rusland som aldrig før. Hans popularitet synes upåvirket af de vestlige sanktioner mod landet, den lave oliepris og den deraf følgende reducerede levestandard for befolkningen. Måske tværtimod bliver russerne gladere og gladere for Putin, jo mere man fra vestlig side presser på og indfører flere sanktioner.

Den ukrainske konflikt ligner samtidig et startskud for Putins systematiske fjernelse af Rusland fra det internationale samfund. Det seneste eksempel var i FN Sikkerhedsråd, da russerne nedlagde veto mod oprettelsen af et særlig tribunal for efterforskning af nedskydningen af det malaysiske MH17 over Ukraine.

I samme retning peger den russiske forfatningsdomstols beslutning om, at Rusland kan ignorere Den Europæiske Domstols dom, der ellers pålægger landet at betale to milliarder euro i erstatning til aktionærerne i det russiske olieselskab Jukos. Det sker til trods for, at Rusland, som et medlem af Europarådet, har forpligtet sig til at anerkende Den Europæiske Domstols beslutninger.

Det står ligeledes ganske klart, at Rusland under ingen omstændigheder vil anerkende et eventuelt ansvar/medansvar for nedskydningen af MH17. Skulle man nå denne konklusion, vil den af russerne utvivlsomt blive stemplet som utroværdig og politiseret, et angreb mod Rusland, og landet vil fortsætte sin vej mod isolation.

Generelt vil Rusland yderligere styrke sine aktiviteter i Den Euroasiatiske Union, så unionen kan blive et alternativ til Ruslands samhandel med EU, og bejle endnu mere til samarbejdspartnere som Kina, Iran eller Tyrkiet. Derudover vil Rusland ganske givet forsøge at vinde allierede i de svagere led af det europæiske samarbejde, eksempelvis Serbien, Makedonien, Grækenland og Ungarn.

I Ukraine vil Ruslands både kortsigtede og langsigtede mål fortsat være at skabe uorden, forstyrre Ukraines demokratisering og tilnærmelser til den demokratiske del af Europa. Disse bestræbelser skal på sigt helst resultere i, at landet vender tilbage til situationen før urolighederne begyndte og vil acceptere sin geopolitiske skæbne.

Hvad er det ukrainske problem?

Den ukrainske præsident Petro Porosjenko overtog ansvaret for Ukraine i maj 2014. Det er i dag ganske svært at få øje på noget positivt, der er sket under Porosjenkos ledelse. Han synes at være mere optaget af at gøre den ukrainske krise til hele Europas krise, end at forsøge at løse problemerne.

Det burde efterhånden stå klart, at regeringens krig mod de pro-russiske separatister – eller ’antiterroraktionen’, som begivenhederne i Østukraine bliver kaldt i Ukraine – ikke kan vindes militært. Den eneste måde man kan løse problemerne i Østukraine på, er ved at forhandle og som ved en hver forhandling: være parat til at indgå kompromis. En forhandling mellem de prorussiske separatister og Porosjenkos regering er formentlig den eneste vej frem. En vej, som også støttes af Rusland, men som Porosjenko gentagne gange har afvist og fortsat afviser.

Porosjenkos forholdsvis aggressive linie i Østukraine og hans fejlvurdering af konfliktens omfang sidste år, blandet sammen med hans manglende lyst til at indgå kompromisløsninger, kan spærre for hans muligheder for at indgå et kompromis med separatisterne.

Det er tvivlsomt, hvorvidt indsættelsen af militæret og de frivillige bataljoner – hovedsageligt bestående af medlemmer af ultranationalistiske grupperinger – var den rette måde at håndtere situationen på. Umiddelbart, set i lyset af den efterfølgende udvikling, har hårdt mod hårdt-taktikken ikke resulteret i andet end eskalering af hele konflikten og tab af massevis af menneskeliv.

Det kan heller ikke afvises, at det er et bevidst spil fra russisk/separatisternes side at spænde ben for en aftale med Porosjenko og på den måde holde konflikten kørende. Porosjenkos chancer for at skabe fred i Østukraine må derfor betegnes som ganske små.

Østukraine er ikke det eneste problem, Porosjenko skal finde en løsning på. Han skal også forholde sig til de ultranationalistiske kræfter, som i sin tid deltog i demonstrationerne på Uafhængighedspladsen i Kijev og som i dag kæmper i forreste linier i Østukraine. Den ultranationalistiske bevægelse ”Højre Sektor” og andre nationalistiske grupperinger kan hurtigt vise sig at være det næste destabiliserende problem for Ukraine. Et klart tegn på dét er den sidste måneds begivenheder i den vestukrainske by Mukatjevo, hvor medlemmer af Højre Sektor kom i væbnet opgør med lokale politikere.

Konflikten med de ultranationalistiske kræfter kan vise sig at være en tikkende bombe under Ukraine, hvor uoverensstemmelser mellem landets regering og de ultranationalistiske kræfter, kombineret med demokratisk umodenhed, hurtigt kan føre til destabilisering af samfundet.

Det går heller ikke alt for godt med den ukrainske økonomi, selvom landet nu har fået bevilget den næste udbetaling af et IMF-lån. Ukraine forsøger fortsat at indgå en aftale med sine kreditorer, som kunne barbere lidt af landets gæld, men de lange forhandlinger tyder ikke på at kreditorerne har megen velvilje.

Sidst men ikke mindst tegner det heller ikke alt for godt med de varslede reformer af det ukrainske samfund, hvor korruptionen fortsat lever i bedste velgående. Den ukrainske konflikt påvirker heller ikke alt for godt den i forvejen ganske svage ukrainske industri og erhvervsliv, som ligeledes må betegnes som på randen af kollaps.

Hvad er fremtidsudsigterne?

Den nuværende regerings manglende resultater og faldende levestandard vil før eller senere formentlig resultere i faldende opbakning fra den ukrainske befolkning. Det vil ganske givet give vind i sejlene til modstanderne.

I værste fald de ultranationalistiske kræfter, som kan føre til yderligere destabilisering af det ukrainske samfund – eller ligefrem til en kontrarevolution.

Det kan også styrke de politiske kræfter, som ønsker at genetablere tidligere tiders Ukraine, herunder: landets tætte forhold til Rusland. Det seneste tiltag i den retning er netop blevet iværksat af Ukraines tidligere premierminister, Mykola Azarov, som har grundlagt en såkaldt ’Komité for Ukraines Redning’, hvis formål er at vælte den ukrainske regering.

Den sidste mulighed er, at konflikten vil fortsætte som i dag – i dødvande, hvor ingen ikke længere bekymrer sig om, at uroen løbende koster menneskeliv. Begge sider vil kunne skrue op og ned for konfliktens intensitet ganske efter behov, og holde hinanden i skak.