Ukraine har brug for politikere, der tager ansvar

Hverken den ukrainske præsident eller den politiske opposition ser ud til at have en plan og navigerer mere eller mindre tilfældigt. Begge parters demokratiske umodenhed kan få uoverskuelige konsekvenser for Ukraine.

Analyse af Ota Tiefenböck

Ukraine: De to stridende parter i den ukrainske konflikt, regeringen og oppositionen, er begge ansvarlige for eskaleringen af den konflikt og for den bølge af kaos, der i de seneste dage skylder ud over store dele af Ukraine.

Den ukrainske præsident bærer først og fremmest ansvaret på grund af den i sidste øjeblik udmeldte aflysning af samarbejdsaftalen med EU. Det var denne aflysning, der ganske forståeligt udløste protesterne. Den kom som et lyn fra en klar himmel, uden at ukrainerne fik mulighed for at forholde sig til den, fordøje den og afveje fordele og ulemperne.

Havde præsident Janukovitj afsløret sine planer på forhånd og givet ukrainerne mulighed for at forholde sig til planen på demokratiskvis, er det ikke sikkert, at han ville have mødt så meget utilfredshed som det er tilfældet i dag.

Præsident Viktor Janukovitj navigerede uheldigt også, efter at demonstrationerne brød ud, og har blandt andet ved at vedtage en række antidemokratiske love samt ved at anvende magt mod demonstranterne pustet yderligere til ilden.

 Svag opposition

Heller ikke den ukrainske opposition synes at have brugt meget tid på at planlægge sine aktiviteter. Oppositionen gentager mere eller mindre hele tiden, at den eneste løsning af konflikten er, at både den ukrainske regering og præsident går af, og at der bliver udskrevet nyvalg.

Hvordan det i så fald skal ske, altså hvordan Ukraine kan komme fra det nuværende kaos til at afholde et valg, melder historien ikke noget om. Oppositionen takkede ligeledes nej til præsident Janukovitjs tilbud om dannelsen af en ny regering, hvor oppositionen fik tilbudt fremtrædende poster.

Begrundelsen var dels “Maidan”, altså at demonstranterne ikke har ønsket det, og dels fordi oppositionen ikke ønskede at blive gjort medansvarlig for en række faktorer. Her nævnte Arsenij Jatsenjuk blandt andet, at Ukraine var kørt i sænk, statskassen var tom og økonomien i knæ. Hvorvidt der i den nuværende situation i landet er plads til den slags overvejelser er tvivlsomt.

Ingen løsning

Det kan virke som om ingen af parterne i konflikten ønsker at påtage sig ansvar og træde i karakter, og det er formentlig de ukrainske politikers demokratiske umodenhed og deres generelle uduelighed, der er mangelvaren. Ikke deres partipolitiske tilhørsforhold eller ideologiske grundlag.

Imens eskalerer konflikterne. Det er efterhånden tvivlsomt, om oppositionen over hovedet kan kontrollere demonstranterne, som i dag består af mange forskellige grupper, og hvis mål, i hver fald for nogle af gruppernes vedkommende, synes at ligge langt væk, fra de oprindelige protester.

Det er ligeledes tvivlsomt, om der efterhånden findes en anden løsning, end at indføre undtagelsestilstand, som nogle af regeringspolitikerne har nævnt i den seneste tid. Ukraine har under alle omstændigheder brug for en plan, og  politikere, der tør at træde i karakter, uanset, hvad det bringer med sig.

Det er efterhånden svært at finde noget positivt i den ukrainske konflikt, men det er der alligevel. Det ligger ikke overraskende der, hvor det hele begyndte. Det var nemlig flere grupper af veluddannede aktivister, der i sin tid var drivkraften bag demonstrationerne.

Det er disse aktivister, som gik på gaderne for at vise deres utilfredshed med den korruption og nepotisme som præger det ukrainske samfund og vise, at de ønsker at leve i et samfund baseret på demokratiske værdier. Det er disse aktivister der er Ukraines fremtid. De er nemlig grobund for, at Ukraine har en lille chance for at få et demokratisk samfund og ægte demokratiske politikere i fremtiden.