Tyske Rheinmetall vil bygge kampvogne i Ukraine

Foto: Ank Kumar

Af Michael Skovgaard

Ukraine/Tyskland: Kampvognen Panther går for at være et af verdens mest moderne våbensystemer, og den bliver fremstillet af den tyske våbenproducent Rheinmetall. Nu vil virksomheden opføre en fabrik i Ukraine. Det vil være muligt at bygge 400 styk om året – det skriver avisen Rheinische Post.

Ifølge Rheinmetalls topchef Armin Papperberger vil det koste omkring 200 mio. euro at opføre fabrikken. Kapaciteten lyder på 400 kampvogne om året, og han mener, at fabrikken kan beskyttes med et moderne luftforsvarssystem.

Panther-kampvognen blev præsenteret i 2022. Indtil videre er den ikke taget i brug af nogle hære i verden, så Ukraine kan blive den første kunde. Papperberger har tidligere luftet planerne og meddeler, at samtalerne med Ukraine har været lovende. Han venter en snarlig afgørelse.

Rheinmetall-chefen mener, at Ukraine skal bruge 600-800 kampvogne for at vinde krigen. Derfor skal der bygges nye kampvogne i en fart. Selv hvis den tyske hær stillede alle 300 Leopard 2-kampvogne til rådighed, ville det ikke være nok.

Rheinmetall meddeler, at virksomheden stiller 250 kampkøretøjer til rådighed, og der arbejdes lige nu på højtryk. 40 Marder-panserkøretøjer er nu klar til indsats, og ved årets udgang vil man være oppe på 100. Af 50 Leopard 2 A4 er 30 allerede klar. Dertil kommer 100 ældre Leopard 1-kampvogne, hvoraf 88 kan gøres klar til indsats.

Papperberger forventer, at krigen i Ukraine kommer til at være i flere år. Ifølge ham har Vesten sendt nok våben til, at Ukraine kan forsvare sig, men hvis landområder skal tilbageerobres, kræver det mere udrustning bl.a. i form af kampvogne. Ruslands ressourcer kan slet ikke matche Vestens, og det lader ikke til, at Putin agter at afvige fra sin aggressive kurs i Ukraine.

Rheinmetall har ansat 1200 nye medarbejdere siden krigens start. På verdensplan har koncernen 30.000 ansatte heraf cirka halvdelen i Tyskland. En ny ammunitionsfabrik er under opførelse i Ungarn, og i Spanien er en våbenproducent blevet opkøbt. Man forventer en vækst i omsætningen på 15-20 procent de kommende år.

Rheinmetall-aktien har fordoblet kursværdien siden krigens start i 2022. På børsen anslås værdien af koncernen til at være 11 mia. euro, og Rheinmetall har dermed overhalet flere store tyske koncerner 

Når og hvis planerne om fabrikken bliver en realitet, kan USA slippe af med et prekært problem. Biden gik med til at levere 31 Abrams-kampvogne efter pres fra den tyske kansler Olaf Scholz. USA tøver dog og hævder, at Abrams-kampvognene er uegnede til indsats i Ukraine, og ifølge sikkehedsrådgiver Jake Sullivan bliver de amerikanske kampvogne næppe leveret i indeværende år.  

Den tyske kansler Olaf Scholz er i skrivende stund på officielt besøg hos præsident Joe Biden i Det Hvide Hus. Om leverancer af kampvogne er på dagsordenen, vides endnu ikke.

Share This