Ad

Tysk finansminister foreslog „beskidt“ gasaftale med USA

Af Michael Skovgaard

Olaf Scholz Foto- SPD in Niedersachsen

Tyskland: I et hemmeligt brev til sin amerikanske kollega Steven Mnuchin skulle Olaf Scholz (SPD) have tilbudt at bygge to terminaler til flydende gas fra USA mod at sanktionerne mod Nord Stream 2 blev ophævet – det skriver flere tyske medier.

Miljø-NGO‘en„Die deutsche Umwelthilfre“ offentliggjorde tirsdag et brev, hvor finansministeren skulle have tilbudt USA en milliard-investering i form af terminaler til modtagelse af gas i Wilhelmshaven og Brunsbüttel. Til gengæld skulle USA så droppe alle nuværende og fremtidige sanktioner mod den omstridte rørledning.

NGO‘en kritiserer Scholz for at blæse på alle miljøhensyn, da den amerikanske gasindustri er baseret på fracking. Det vil sige, at man sender en masse kemikalier ned i undergrunden under tryk for at udvinde gas fra skiferlagene.

Ifølge brevet fra september 2020 skulle Scholz også have tilbudt at købe amerikansk gas til en værdi af 1 mia. euro. Scholz og regeringen vil ikke udtale sig om sagen, men ifølge en talsmand skulle fortrolige samtaler vedrørende de amerikanske sanktioner have fundet sted.