Tusk: Jeg kommer ikke ridende på den hvide hest

Donald Tusk Foto: Mateusz Włodarczyk

Donald Tusk Foto: Mateusz Włodarczyk

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Søren Riishøj_2Polen: Der har været mange spekulationer om EU-præsident Donald Tusks politiske fremtid. Vil han vende hjem til Polen? Vil han fortsætte karrieren i EU-systemet? Det formodes, at han vil fortsætte på posten i Bruxelles hele perioden på fem år.

Formelt skal han dog genvælges efter 2 ½ år i embedet. I et interview til det polske ugeskrift ”Polityka” siger han helt åbent, at han bestemt ikke ”vender tilbage ridende på den hvide hest” for at frelse Polen og redde det kriseramte Borgerplatformen, hans gamle parti.

Den politiske opposition i Polen skal selv gøre arbejdet, og det kræver lederskab og et program med appel til flertallet af vælgerne. Om KOD (Komiteen til Forsvar for Demokratiet) kan løse opgaven, vil tiden vise.

Tusks udtalelser udelukker dog ikke, at han stiller op og udfordrer den nuværende præsident, Andrzej Duda om fire år. Tusk holder sig i interviewet bestemt ikke tilbage i kritikken af den nuværende polske regering, der er ledet af Lov og Retfærdighedspartiet.

Regeringen i Warszawa, siger Tusk, er ikke glad for min tilstedeværelse i Polen, og ministerpræsident Beata Szydlo har ikke ønsket at samarbejde med mig og diskutere vigtige emner, fortsætter han.

EU-landene fører en krig, ”blame game”, mod hinanden, når det gælder placering af ansvaret for de britiske vælgeres nej til EU-medlemskabet, og det er farligt. Bemærkelsesværdigt er, at det eneste land der i en eller anden form har krævet Tusk’s afgang som følge af Brexit er Polen – Tusk’s eget land!

Den polske regering vil gerne fastholde Storbritannien længst muligt i EU, for Storbritannien ses som en ”strategisk allieret”. Men hvordan skal det ske?, spørger Donald Tusk, det skal vel ikke ske på bekostning af de omkring en million polakker, der lige nu arbejder i Storbritannien.

Tusk mener i øvrigt, at polsk medlemskab af euroen ikke er aktuelt foreløbigt, alene det at rejse kravet om euromedlemskab er en gave til Lov og Retfærdighedspartiet. Vejen frem her og nu i EU er heller ikke endnu mere union, fx etablering af en fælles Europa-hær. For: hvornår skal en sådan bruges? Og hvem skal tage beslutningen om at bruge den?

Tusk mener, at polsk udenrigspolitik lige nu er uigennemtænkt og kan føre til, at Polen bliver marginaliseret i EU. Sker det, får det større politiske og økonomiske følger for Polen end Brexit får for Storbritannien.

Det gavner heller ikke, slutter han, at regeringen i Warszawa fører uansvarlig økonomisk politik, giver ufinansierede skattelettelser og flere penge til børnefamilierne blot for at tækkes vælgerne.

Share This