Tusindvis af rumænere demonstrerer mod amnesti for fanger

Protester i Bukarest i 2012 Illustrationsfoto: FB

Protester i Bukarest i 2012 Illustrationsfoto: FB

Rumænien: Tusindvis af mennesker demonstrerede søndag i den rumænske hovedstad Bukarest og flere andre rumænske byer imod amnesti, som landets regering vil give til tusindvis af landets fanger, skriver rumænske medier.

Den foreslåede amnesti vil betyde, at omkring 2.500 fanger, hvis straf ikke overstiger fem år, helt vil kunne forlade fængslet. Derudover vil fanger ældre end 60 år, gravide og fanger med små børn, kunne få nedsat deres straf med 50 procent.

Grunden til amnestien er ifølge landets regerende socialdemokratiske parti at frigøre plads i overbelagte rumænske fængsler. Ifølge den rumænske opposition skyldes amnestien dog snarere, at det regerende parti ønsker at udviske partiets formand Liviu Dragneas betingede straf for valgsvindel, som har været grunden til at han ikke kunne blive landets premierminister.

Landets præsident Klaus Iohannis deltog ved demonstrationen i Bukarest, hvor han gav udtryk for sin støtte til demonstranterne. ota

Share This