Trump, Putin og den nye verdensorden

Putin hjælper Trump i præsidentvalgkampen Karrikatur: DonkeyHotey

Putin hjælper Trump i præsidentvalgkampen Karrikatur: DonkeyHotey

Med valget af Donald Trump som amerikansk præsident er den vestlige verden rystet i sin grundvold. En ny verdensorden tegner sig, hvori en række “stærke mænd” med helt eller delvist autoritære tendenser vil dominere den globale dagsorden.

Af Thomas Lie Eriksen

Thomas LieJournalist og tidligere vært på Deadline Adam Holm formulerer det på Facebook således:

Damaskus har én. Det samme har Moskva, Ankara, Teheran, Riyadh, Cairo, Bejing og Havana. Og nu har Washington også én, nemlig en stærk mand med et majestætisk ego og en retorik, der er kritisk over for universalisme, humanisme, rationalisme og mere i samme dur. Noget stort, mærkeligt og foruroligende sker i disse år. Tyskerne kalder 9. november for ”Schicksalstag”, Skæbnedagen, fordi mange afgørende begivenheder i deres historie er indtruffet på denne dato, f.eks. afsættelsen af Kejser Wilhelm II i 1918, Krystalnatten i 1938 og Berlinmurens fald i 1989. Nu er det også en global ’Schicksalstag’. Når Marine Le Pen bliver til Madame la Présidente i Frankrig, er der slået endnu et søm i kisten for idéerne fra 1789.”

Den liberale verdensorden kollapser for øjnene af os, og frihedens fakkel blæser stadig svagere i vinden og kan helt slukkes hvert øjeblik, det skal være. Oplysningsprojektet fra 1789 står foran sin endegyldige afslutning. Er det den virkelighed, der konfronterer os? En verden uden mening og retning, hvor den svages ret trædes under fode af den stærke? En politisk tendens, hvor det nationale sammenhold og den enkelt stats/nations egeninteresse kommer først, er nu ankommet med fuld kraft til Vesten efter en indledende succes i Asien, Mellemøsten, Sydamerika og Østeuropa. Betyder dette enden på det vestlig-liberale demokrati, og hvordan vil de “stærke mænd” påvirke udviklingen af en ny verdensorden? Svarene på disse spørgsmål er ikke enkle.

De stærke mænds entre på den verdenspolitiske scene kan på nogle områder anskues under et, men kan alligevel bedst forstås, hvis man betragter den enkelte stat i dens historiske kontekst. Putins magtkonsolidering i Rusland og Erdoğans i Tyrkiet har ikke samme udgangspunkt. Baggrunden for Ruslands ny-autoritære styrform skal findes i en lang historisk herskertradition samt nogle helt specielle geopolitiske omstændigheder, der har formet og på afgørende vis præget russernes indre og ydre politiske liv.

Erdoğans forsøg på at omskabe den tyrkiske stat i sit eget billede må ses i nøje sammenhæng med arven fra Atatürk og den tvangs-vestliggørelse, som tyrkernes landsfader gennemførte i årene efter Første Verdenskrig. Baggrunden for de autoritære styreformers fremmarch er således forskellig fra stat til stat og er under stadig påvirkning af geografiske og kulturelle forhold samt vidt forskellige historiske traditioner.

Dog består spørgsmålet om, hvordan liberalismens højborg, “The shining city on a hill”, Amerikas Forenede Stater kunne falde for fristelsen til at vælge en leder som Donald Trump? En nation, hvis forfatning, historie og traditioner peger i den modsatte retning. Endnu har vi til gode at se, hvorledes Trumps praktiske politik vil blive udformet, men bedømt ud fra valgkampen er der noget helt nyt i vente for ” The land of the free and the home of the brave.” Hvordan vil det påvirke globalpolitikken, der i forvejen befinder sig i en transformationsproces af verdenshistoriske dimensioner?

En del af forklaringen på Donald Trumps uventede sejr i kampen om verdens mest magtfulde embede skal netop findes i opstigningen af en række nye magter med stærke ledere i spidsen, som har deres egne forestillinger om, hvordan verden skal indrettes, og som ikke længere køber den vestlige fortælling om den bedste af alle verdner.

Disse nye magter, hvad enten de er stormagter (Rusland, Kina og Indien) eller regionale aktører (Tyrkiet, Iran), udfordrer det amerikanske lederskab på en måde, som ikke er set tidligere. Det indebærer mærkbare forandringer for den menige amerikaner. Når verdensøkonomien begynder at dreje mod Asien, og produktions- og industrijob forsvinder fra Midtvesten, samtidig med at “eliten” i Washington synes at befinde sig stadig længere væk, ikke kun geografisk, men i lige så høj grad mentalt, kulturelt og økonomisk, dannes der en giftig cocktail, som er den egentlige årsag til fænomenet Trump.

Donald Trump er på mange områder paradoksernes paradoks. Hvor meget er overflade, og hvori bestå indholdet egentlig? Vil Trumps økonomiske nationalisme og protektionisme kunne redde den amerikanske lønarbejder? Næppe. Men det betyder ikke, at Trump ikke har gjort sig overvejelser om, hvordan USAs magtposition i verden kan opretholdes eller forbedres.

Det er på det udenrigspolitiske område, Trump har fremstået mest sammenhængende og med en forholdsvis klar profil. Trump og folkene omkring ham har identificeret, hvad de opfatter som de største trusler mod amerikansk magt og prestige: Der er især fokus på Iran og Kina. Iran udgør en central del af den konspiratoriske forestilling om en større islamisk/muslimsk trussel mod klodens politiske stabilitet, herunder stabiliteten og sikkerheden internt i det amerikanske samfund.

Med Kina forholder det sig anderledes. Ikke kun er Beijing den største rival til USAs globale position, men mange af de problemer, som det amerikanske samfund kæmper med: handelsunderskud, udflytningen af arbejdspladser mm. kan alle føres tilbage til Riget i midten, hvorfor det er nødvendigt med et større politisk opgør med kineserne. På det punkt spilder Trump ikke tiden og er allerede godt i gang med at provokere Beijing bl.a. i det ømtålelige spørgsmål om Taiwan.

Det er dog geopolitisk børnelærdom, at man ikke kan ligge i konflikt med hele det eurasiske kontinent på samme tid, ikke engang amerikansk hypermagt kan overkomme det. Derfor er det en politisk nødvendighed at få afsluttet den igangværende konflikt med den største eurasiske landmagt: Rusland. Allerbedst vil det være, hvis Rusland og Kina, som i de senere år er rykket stadig tættere sammen, kunne spilles ud mod hinanden, men det vil kræve et fundamentalt skift i amerikansk Ruslandspolitik, hvorfor Trumps positive signaler over for Moskva, anskuet på denne måde, er udtryk for geopolitisk magtlogik.

Om en Trump-administration så kan ændre grundlæggende på forholdet til Moskva, er et åbent spørgsmål. Efter murens fald har det været et erklæret mål for stort set alle præsidenter at forbedre relationen til Rusland, men pga. af reelle geopolitiske såvel som kulturelle og historiske forskelle er det endnu ikke for alvor lykkedes at skabe det afgørende gennembrud. Om en præsident Trump vil være i stand til at overvinde disse vanskeligheder må tiden vise.

Indvarsler valget af Donald Trump som USAs præsident den endelige afslutning på den liberale verdensorden? Måske. Det er imidlertid afgørende ikke at sætte for mange lighedstegn mellem de politiske tendenser, der har kunnet iagttages mange steder i verden, hvor “stærke mænd” er kommet til magten, og så de politiske opløsningstegn, vi ser i den vestlige verden.

Der er ikke tale om, at Vesten bliver underløbet af udefrakommende autoritære kræfter, der under alle omstændigheder har rod i lokale og regionale forhold. I stedet må det erkendes, at “Vestens tilbagegang” skyldes os selv og de politikere, der gennem en årrække er blevet valgt på at udforme en økonomisk politik, der i kombination med globalisering har ført til en stadig større social ulighed og deraf følgende vrede i store del af befolkningerne, og hvis foreløbige højdepunkt er valget af Donald Trump. Denne udvikling vil naturligvis have stor indvirkning på den internationale scene, hvor spørgsmålet om en ny verdensorden og dens konsekvenser nu er blevet akut. Men svarene blæser i vinden og en rådvild vestlig verden står tilbage.

Share This