Tre år med Duda

Polens præsident, Andrzej Duda Foto: Lukas Plewnia

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Polen: Polens præsident Andrzej Duda har netop passeret de første tre år af sin foreløbig første præsidentperiode. At dømme efter meningsmålingerne har han gode udsigter til genvalg, for de seneste målinger giver ham omkring de 40 pct. Det er mere end EU-præsident Donald Tusk vil få, skulle han beslutte sig for i 2019 igen at prøve lykken i sit hjemland.

På websiden onet.pl giver Mateusz Baluna en analyse af Dudas første tre år. Langt fra alle valgløfterne fra 2015 er indfriet, siger han. Men polakkerne har dog fået indfriet løftet om højere børneydelser og lavere pensionsalder.

Gymnasierne er nedlagt, og den lovpligtige skolestart sat ned til de seks år. Løftet om større åbenhed omkring præsidentembedet kan ikke siges at være indfriet, mener Baluna. Duda har heller ikke kunnet gennemføre sin plan om en ændring af den polske grundlov og en “særlig aftale med polakkerne”.

Løftet om større støtte til handicappede lod dig heller ikke gennemføre trods landsdækkende demonstrationer for kravet tidligere på året. Heller ikke hans ønske om en højere skattefri bundgrænse, lettelser for borgere der har optaget lån i dyr udenlandsk valuta og lavere skat på børneartikler er blevet opfyldt endnu.

Duda lovede i sin tid at agere selvstændigt i forhold til regeringen, men han har kun nedlagt veto over for otte ud af i alt 700 love fra regeringens side. Mest opsigt vakte præsidentens veto sidste sommer mod tre af regeringens kontroversielle forslag på retsområdet, men det endte med en aftale mellem præsidenten og regeringen.

Share This