Tjekkiske partier diskuterer loven om folkeafstemning

Tjekkisk flag Foto- Adam Jones, Ph.D.

Tjekkiet: Tjekkerne skal fremover måske til stemmeurnerne, hvis vigtige politiske spørgsmål skal besluttes. Det ønsker i hvert fald fire partier i det tjekkiske parlament.  Repræsentanter for Andrej Babis’ parti ANO, Piratpartiet, Okamuras Frihed og Direkte Demokrati (SPD) og Kommunisterne (KSCM), som er blevet enige om en mulighed for at fremsætte et lovforslag om folkeafstemning, skriver tjekkiske medier.

De fire partier er dog fortsat uenige på en lang række spørgsmål, eksempelvis hvorvidt det skal være muligt at udskrive en folkeafstemning om Tjekkiets medlemskab af internationale organisationer og sammenslutninger samt antallet af underskrifter nødvendige til at udskrive en folkeafstemning.

SPD og KSCM ønsker blandt andet, at skal være muligt at udskrive en folkeafstemning om Tjekkiets medlemskab af EU. Piraterne er i princippet enige om en EU-folkeafstemning. Partiet ANO er ikke imod folkeafstemninger generelt, men ønsker foreløbigt ikke, at der skal stemmes om Tjekkiets udmeldelse af EU(“czech-exit”).

Meningsmålinger i Tjekkiet har vist flertal for at forblive i EU, men der er i Tjekkiet stor modstand imod den måde, EU fungerer på i dag. Opbakningen til NATO er også behersket. Et stort flertal af tjekkerne er imod euroen og tvungne EU-kvoter.

Under sit møde i Bruxelles i januar advarede fungerende ministerpræsident Andrej Babis om, at bliver Tjekkiet tvunget til at modtage et bestemt antal flygtninge, så kan det være ensbetydende med et tjekkisk EU-exit. De fire partier holder nye møder sammen i næste uge for at finde fælles politisk  fodslag. De ønsker ikke på nuværende tidspunkt at lægge forslaget om en folkeafstemning frem i parlamentet. Borgerdemokratisk Parti (ODS) er imod en folkeafstemning, selv om partiet traditionelt er ret EU-skeptisk indstillet. Socialdemokraterne (CSSD) deltog ikke i fire parti-mødet. søren.riishøj/ota 

Share This