Tjekkerne vælger nyt parlament

Tjekkisk flag Foto- Adam Jones, Ph.D.

Tjekkiet: Tjekkerne skal i dag og i morgen vælge sammensætningen af landets kommende parlament. Ifølge meningsmålingerne inden valget, står bevægelsen ANO (navnet er en forkortelse af De utilfredse borgers aktion, som samtidig betyder JA på tjekkisk), til at blive valgets vinder. Valgets store taber tegner til at blive Socialdemokratiet, som står til omkring 12 procent af stemmerne, en halvering i forhold til sidste valg i 2013.

ANO, med rigmand Andrej Babis i spidsen, står til omkring 25 procent af stemmerne, men det er umiddelbart uklart, hvem ANO kan danne koalition med. Flere partier har inden valget meldt ud, at de ikke ønsker et samarbejde med ANO. Tiden efter valget og forhandlinger om regeringsdannelsen vil vise, hvorvidt deres erklæringer holder.

Valget i Tjekkiet er det syvende valg i Tjekkiets historie. Hele 31 partier skal kæmpe om de omkring otte millioner vælgers stemmer og vil forsøge at nå over fem procent spærregrænse for at få en af de eftertragtede pladser i Tjekkiets 200 mandat store parlament.

Valgstederne holder åbent i dag klokken 14 til 22 og lørdag klokken 8:00 til 14. Resultaterne forventes at blive offentliggjort lørdag klokken 18:00. ota

Share This