Tidligt tysk studie dokumenterer, at mundbind virker
Af Michael Skovgaard
Tyskland: Byen Jena i den tyske delstat Thüringen indførte allerede i april maskepligt som værn mod corona. Tiltaget var et led i en større videnskabelig undersøgelse gennemført af byens universitet, som er blandt de mest velanskrevne overhovedet, når det gælder medicinsk forskning.
Flere fagtidsskrifter og medier bragte historien i juni, men den har åbenbart ikke fået den nødvendige bevågenhed set i lyset af den seneste udvikling. Set fra en dansk vinkel er den yderst relevant, da man åbenbart ikke kan offentliggøre en lignende og omdiskuteret dansk undersøgelse.
Der har været sået tvivl om virkningen af masker og mundbind, men studiet fra Jena viser entydigt, at man fik inddæmmet smittespredningen ved at gribe ind i tide i form af maskepligt.
Allerede 6. april blev det pligt at bære maske i det offentlige rum i Jena. Senere blev andre byer også involveret i forsøget, som også indebar makroøkonomiske analyser. Her sammenlignede man så resultaterne fra Jena med andre byer, hvor der ikke var maskepligt.
I perioden var antallet af nye smittede i Jena blot 25 procent i forhold til de andre byer, som var led i forsøget.
De senere følger af maskepligten tyder på, at man gjorde noget rigtigt i Jena. Mens antallet af nye smittede stiger voldsomt i resten af Tyskland og nærmest eksplosivt i nabolandet Tjekkiet, har de to delstater Sachsen og Thüringen været relativt forskånet indtil nu. Også de to storbyer Leipzig og Dresden, som burde være potentielle hotspots, er nærmest gået fri.
Lad os se nærmere på de faktiske tal. De to delstater Sachsen og Thüringen har til sammen 6 mio. indbyggere. Samlet antal smittede: 18.000.
Danmark med samme antal indbyggere har 40.000.
Antal smittede i Tyskland (knap 90 mio. indbyggere): 440.000
Tjekkiet med 10 mio. indbyggere har over 200.000 smittede – især fordi man lukkede alt for hurtigt op igen. Læs Birger Husteds fremragende og grundige afdækning i en anden artikel her hos Mr. East.