Ad

Tidligere rumænsk præsident ønsker Moldova ”tilbage til Rumænien”

Moldovas hovedstad Chisinau Foto: Ota Tiefenböck

Moldovas hovedstad Chisinau Foto: Ota Tiefenböck

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Søren Riishøj_2Rumænien/Moldova: Jeg konstaterer med beklagelse, at intet har ændret sig i Moldova trods aftalerne med EU, udtaler Rumæniens tidligere præsident Traian Basecu (i årene 2004-14). Derfor er den eneste rigtige udvej, at landet genforenes med Rumænien.

Det er ikke første gang han er kommet med denne kontroversielle udtalelse, skriver den polske journalist Andrzej Poczobut. Særlig opsigt vakte udtalelsen omtrent samtidig med Ruslands annektering af Krim. Som præsident gav Basescu flittigt rumænsk statsborgerskab til borgere i Moldova, der måtte ønske det, omkring 400.000.

En folkeafstemning i Moldova er ikke nødvendig, siger Basescu, det er nok, at en genforening godkendes af de to landes parlamenter.

De to lande har tætte historiske, sproglige og kulturelle forbindelser, men en genforening afvises kategorisk i Moldova, også af regeringen. Men ifølge meningsmålinger har ideen stor opbakning i Rumænien, op til 80 pct. af de adspurgte støtter ideen. Opbakningen i Moldova er langt lavere, i 2005 var den helt nede på 3 pct., men voksede i 2015 til 22 pct.