Tidligere Brøndby-assistent står foran enorm opgave i Ungarn

Brøndby Stadion: Foto: Tøndemageren

Brøndby Stadion: Foto: Tøndemageren

Den tidligere Brøndby-assistent Tamas Bodog er netop blevet cheftræner for ungarske Diosgyor, og der venter ham en stor opgave, da de kæmper for at undgå nedrykning. 

Af Toke Theilade

Efter godt og vel 10 måneder som assistenttræner hos Brøndby IF sagde assistenttræner Tamas Bodog søndag farvel til de gul-blå med en 2-0 sejr over AC Horsens. Den 46-årige ungarer skal fremover være cheftræner for Diosgyor i hjemlandet Ungarn, hvor der venter ham en stor opgave. Diosgyor tabte nemlig i weekenden 2-0 på udebane til førerholdet Videoton, og de ligger i øjeblikket på næstsidstepladsen med blot 21 point efter 23 kampe.

Diosgyor, der holder til i industribyen Miskolc, Ungarns fjerdestørste by, oplevede sin guldalder i slutningen af 1970erne, hvor de vandt den ungarske pokalturnering to gange samt en bronzemedalje i den ungarske liga, hvilket stadig er klubbens bedste resultat.

På trods af, at de resultatmæssigt aldrig har kunnet blande sig med de største ungarske klubber, så har de altid været iblandt de mest populære, hvilket også ses i denne sæson, hvor de har ligaens tredjehøjeste tilskuergennemsnit på hjemmebane.

”De minder om Newcastle United,” fortæller den ungarske sportsjournalist Tomasz Mortimer. Den engelske klub er kendt for den massive støtte den modtager fra lokalsamfundet på trods af, at den er kendt for kronisk at underpræstere.

”Miskolc er en af Ungarns største byer, og klubben har masser af fans. Men de vinder sjældent noget på trods af, at de har haft stærke trupper. De er på niveauet lige under de bedste hold, men har potentialet til at blive meget bedre.”

I gennem de seneste par år har Diosgyor da også solgt flere spillere til både Ungarns største klubber såvel som udenlandske klubber. Bedst kendt er formentlig forsvarsspilleren Tamas Kadar, der i februar skiftede til den ukrainske storklub Dinamo Kiev efter, at han spillede for Diosgyor i mellem 2013 og 2015 med stor succes.

Netop de mange spillersalg er også en af grundene til denne sæsons store problemer, fortæller Mortimer.

”I de sidste par år har de simpelthen ikke erstattet deres bedste og vigtigste spillere, når de forlod klubben. Samtidig er de andre hold i ligaen blevet markant stærkere.”

Så sent som i januar forlod anfører Akos Elek Diosgyor til fordel for kasakhiske Kairat Almaty, imens midtbanestjernen Istvan Bognar er skiftet til rivalerne Ferencvaros.

Tabet af midtbanespillerne Elek og Bognar er især gået udover holdets offensive kreativitet, og de har tabt deres første fire ligakampe i foråret. Værst af disse var et 3-0 nederlag til Debrecen, der ligger en plads over Diosgyor i ligaen for ni dage siden, hvilket også var kampen der kostede den forhenværende cheftræner Ferenc Horvath jobbet.

På trods af den manglende kreativitet i offensiven, så er Bodogs vigtigste opgave dog at reparere forsvaret, der har lukket 47 mål ind i denne sæson.

”De har været forfærdelige defensivt. De har lukket 11 mål ind mere end nogen andre i ligaen, og det skal han fixe med det samme,” siger Mortimer.

Heldigvis for Bodog har han et par dygtige spillere i truppen, som han kan bygge sit hold op omkring. Især den 32-årige centerforsvarer Zoltan Liptak, der tidligere har vundet to ungarske mesterskaber med Videoton og spillet for engelske Southampton, bliver vigtig, hvis der skal rettes op på defensiven. Længere fremme på banen skal Bodog have gang i angriberen Soma Novothny, der tidligere har repræsenteret den italienske storklub Napoli, men som blot har scoret fire mål i denne sæson på trods af hans uomtvistelige potentiale.

Diosgyor har i øjeblikket tre point op til overlevelse, og på trods af klubbens svære situation, så ser fansene dog stadig optimistisk på fremtiden med Bodog i klubben.

”Hans år hos RB Leipzig har gjort folk spændte, fordi de regner med, at han har fået en god træneruddannelse. Men han står foran en kæmpe opgave med at redde dem,” forklarer Mortimer.

Bodogs første opgave som cheftræner for Diosgyor er en pokalkvartfinale imod storklubben Ferencvaros den 29. marts, hvorefter de skal møde Ujpest på hjemmebane i ligaen den 1. april. Der resterer blot ti kampe i den ungarske liga, så der skal point på kontoen fra starten af, hvis Bodog og Diosgyor skal blive oppe.

 

Share This