Tidens “frie” debat er som at diskutere med DKP folk

Af Ota Tiefenböck

Et af de første jobs jeg fik da jeg i 1983 kom til Danmark var en musiklærerstilling på en friskole. Jeg var nyuddannet fra musikkonservatoriet i Prag, og efter mine første jobs som avisomdeler og rengøringsassistent, hvor jeg lærte dansk, var jeg klar til at arbejde i mit fag også som underviser.

Jeg vidste ikke, at friskolen i sin tid blev grundlagt af nogle DKP folk og at en overvejende del af de ansatte lærere var medlemmer af DKP. Det fandt jeg dog hurtigt ud af under fællespauserne, hvor snakken som regel gik ud på, hvor fantastisk der var i Østtyskland, Polen eller endda i det land, jeg selv var kommet fra, Tjekkoslovakiet.

Jeg kan stadigvæk huske min afmagt, da jeg forsøgte at forklare mine nye kollegaer om mangel af frihed i hele den tidligere Østblok, om krænkelser af de grundlæggende menneskerettigheder og om at deres kollegaer i de kommunistiske partier i disse lande blot gjorde sig selv til en ny overklasse med særlige rettigheder og levevilkår. Jeg, som havde boet i Tjekkoslovakiet i 26 år burde jo vide bedre, hvad der virkelig foregik.

De ville ikke høre på mig og grinte af mig. Jeg var blot reaktionær, de havde deres overbevisning og vidste alt om, hvor dejligt der var i disse lande. De fleste af dem boede i en villa i Vanløse eller Valby, kørte rundt i en Skoda eller Wartburg, for at vise omverden deres politiske standpunkt, og havde ikke brug for en som mig, som kunne ødelægge deres fantasi og identitet.

Mine minder om tiden dengang og mine daværende kollegaers sorthvide verden er i den seneste tid dukket op igen. Det er som om de seneste begivenheder i verden, eller i hvert fald diskussionerne om dem, igen er ved at hviske nuancerne ud og forvandle livet til en sort-hvid DKP verden.

Et liv hvor man enten er imod Putin eller Putinist, hvor man enten er for migration eller racist, hvor man enten synes at Trump er en idiot eller selv er en idiot osv.

Jeg bliver gang på gang overrasket over, at mennesker, som jeg betragter som intelligente og intellektuelle, ikke efterlader nogen form for tvivl og bliver helt stivsindede, når talen kommer på nogle af disse emner. Et stivsind, som udelukker en hver form for tvivl eller mulighed for en anden holdning end ens egen, og hvor man oven i købet risikerer at blive latterliggjort og stemplet som idiot, rascist eller noget andet.

Det er trist at se det ene diskussionsindlæg eller Facebook opdatering after den anden, hvor skribenten ikke blot håner andre, men også indirekte udråber sig selv til den hellige humanist, store Ruslands kender og under alle omstændigheder den der ved bedst, hvad den rette holdning er. Ganske som mine DKP lærerkollegaer gjorde det i 1980`erne.

Det er på tide, at diskussionerne i Danmark igen afspejler livets mange farver og igen tager en form, hvor det er tilladt at have en anden holdning og hvor respekten for andres holdninger står øverst. Det er nemlig kun den måde, vi alle sammen kan blive klogere på, hvad der foregår i verden.

Det er på sin vis ganske paradoksalt, at jeg, som er vokset op i et totalitært samfund, skal belære andre, som altid har levet i et demokratisk samfund, at det er i orden at have en anden holdning, end den man selv har. At dialog og respekt for andres holdninger som regel er den bedste vej til at opnå fælles forståelse, men det er desværre nødvendigt at jeg gør det. DKP mentalitet er ganske enkelt ved at tage overhånd i Danmark.