Syrien: Rusland og Vestens nye geopolitiske slagmark

Russiske bombninger i Syrien indleder et nyt kapitel i den geopolitiske magtkamp mellem Rusland og Vesten. De fjerner fokus fra den ukrainske krise og kan ende med at sende endnu større flygtningestrømme mod Europa

Analyse af Ota Tiefenböck

Rusland: Geopolitiske gnidninger mellem Rusland og Vesten ser ud til at have nået sin afsluttende fase i Ukraine og vil fremover fortsætte i Mellemøsten – nærmere betegnet Syrien. Det er formentlig også kun et spørgsmål om tid, indtil russernes aktiviteter også vil brede sig ud til det nærliggende Irak. Her meddelte landets premierminister, Haider al Abadi, for nylig, at han ikke vil have noget imod russiske angreb på Islamisk Stat på irakisk territorium.Men hvad betyder russernes aktion i Syrien for forholdet mellem Rusland og Vesten? Og hvad kan den komme til at betyde for Europa og for situationen i selve Rusland?

Ukraine træder i baggrunden

Russernes aktiviteter i Syrien vil utvivlsomt fjerne fokus fra Ukraine. Det sker på et tidspunkt, hvor begge sider af den ukrainske konflikt ser ud til at have accepteret en løsning, hvor de to såkaldte folkerepublikker Donetsk og Luhansk bliver til en ny frossen konflikt . Denne udvikling må betegnes som en russisk sejr, da det formentlig er en udvikling, som Rusland har ønsket. Det er det samme mønster, som allerede har vist sig at være ganske effektiv i blandt andet Moldova, Armenien og Georgien , og som vil blive en garanti for, at russiske interesserer også bliver respekteret i Ukraine .

Det er ganske bemærkelsesværdigt, at de russiske bombninger i Syrien begyndte mere eller mindre samtidig med, at der i Østukraine blev indgået en aftale , som for første gang ser ud til holde. Hvorvidt denne kendsgerning er et tilfældigt sammentraf af hændelser forbliver foreløbigt uafklaret, men noget kunne tyde på, at det er den ikke.

Mindre risiko for konflikt

En af de klart positive  sider af den nuværende situation er, at den geopolitiske magtkamp mellem Rusland og Vesten bliver flyttet fra Ukraine til Syrien. I Syrien er militære aktiviteter af både Rusland og Vesten ganske legitime — dvs. at begge sider opererer ganske åbent i landet. Det mindsker risikoen for,  at Rusland og Vesten støder sammen i en åben konflikt, som vil kunne true verdensfreden. En risiko, som ganske givet er langt mindre i Syrien, end den var i Ukraine, hvor hverken Rusland eller USA officielt deltog  — hverken militært eller ved at hjælpe med våben.

Stormagternes spil

Den russiske intervention i Syrien er ikke velset i USA, hvor den ganske givet er en trussel for succesen af amerikanernes aktiviteter i regionen. Russernes engagement i Syrien og en eventuel succes truer samtidig Barack Obamas popularitet hos den amerikanske befolkning, og det kan være direkte farligt  for demokraternes chancer ved næste års præsidentvalg. USA og landets samarbejdspartnere udførte de første luftangreb mod Islamisk Stat helt tilbage i august 2014 og har indtil videre hverken været i stand til at afslutte konflikten eller påvirke udvikligen i regionen. Skulle Rusland få heldet med sig med en lynkrig og knække Islamisk Stat, ville det ikke blot være pinligt for USA som stormagt og for amerikanernes militære evner, men det vil også svække ganske betydeligt Barack Obama.

Rusland og USA er enige i, at Islamisk Stat skal udslettes, men er uenige i, hvordan et fremtidigt Syrien skal se ud. Her er der især uenighed omkring den rolle, som den nuværende præsident Basar al-Assad skal spille efter afslutningen af krigen. USA ønsker, at Assad bliver fjernet fra magten, mens russerne ønsker, at Assad bliver siddende. Denne forskel vil ganske givet resultere i forskellige taktiske overvejelser, hvis mål ikke nødvendigvis bliver løsningen af den syriske konflikt.

Putins store risiko

Den russiske præsident Vladimir Putin spiller ved sin involvering i Syrien et højt spil, og der er formentlig en grund til, at han sætter sin popularitet hos russerne på spil. Ifølge en undersøgelse foretaget af den russiske analysevirksomhed Levada er 69 procent af russerne imod et russisk engagement i Syrien.

At Putin alligevel vælger at kaste sig ud i den syriske konflikt tyder på, at konflikten må have en stor betydning for ham.  Den umiddelbare grund kan være Ruslands isolation efter den russiske annektering af den ukrainske halvø Krim. En vundet lynkrig vil give international prestige og samtidig give Putin ekstra forhandlingskort i hånden. En international succes vil samtidig styrke Putin inden det russiske parlamentsvalg næste år.

Den umiddelbare vurdering af situationen tyder dog på, at Vladimir Putin har stærke kræfter imod sig. Enhver succes og chance for en afslutning af krigen i Syrien vil formentlig blive modarbejdet af USA, som ikke kan tillade sig at miste international prestige ved at lade russerne sejre og være den part, som løser en stor international konflikt for næsen af USA.

En konflikt, som USA ikke selv har været i stand til at løse. Omvendt vil alle eventuelle problemer og tab af menneskeliv hos russerne resultere i Putins faldende popularitet i Rusland.

Begge de nævnte scenarier peger dog desværre på en fortsættelse af borgerkrigen i Syrien, som kan ende med at blive endnu mere kompliceret, end den er i forvejen.

Fortsat kaos og manglende udsigter for afslutning af borgerkrigen kan risikere at resultere i nye flygtningestrømme mod Europa med dermed følgende destabilisering af det europæiske kontinent.