Sverige: Rusland truer vores demokrati

Kreml Foto: Pavel Kazachkov

Kreml Foto: Pavel Kazachkov

Af Uffe Gardel
UffeVores naboland Sverige slutter sig nu til koret af stemmer, som advarer mod  russisk undergravende virksomhed. Chefen for den svenske militære efterretningstjeneste MUST, Gunnar Karlson, har i et interview med SVT forklaret, at de russiske hackerangreb og “påvirkningsoperationer” er en trussel mod demokratiet.

“Dette er alvorlige trusler, for de skyder sig ind mod demokratiets fundament. Og IT-angreb kan forårsage alvorlige skader for samfundet,” sagde han.

Senest har den tyske militære efterretningstjeneste udtalt en lignende advarsel.

De russiske angreb, Karlson taler om, består i alt fra hackerangreb og anden IT-kriminalitet til påvirkningsoperationer, også med falske nyheder eller forfalskede dokumenter. Sidste år blev der fx offentliggjort et falsk brev fra den svenske forsvarsminister i et tysk netmedie. Brevet blev senere sporet til Sankt Petersborg.

Hvor IT-angreb kan være svære at spore, er det lettere med påvirkningsoperationer, forklarede Gunnar Karlson.

“Den aktør vi frem for alt ser, er Rusland. Det er ganske let for mig at sige – mange af de aktiviteter vi udsættes for, har en tydelig afsender, de kan spores mere eller mindre direkte. Det kan handle om at sprede falsk information, vinkle sandheden og bruge argumenter, som mere end andre gør det sværere at få et klart billede af hvad der sker.”

 

Share This