Svenske klubber afviser ukrainsk ‘nazi’-angriber

Roman Zozulya i kamp for Dnipro. Foto: Станислав Ведмидь

Roman Zozulya i kamp for Dnipro. Foto: Станислав Ведмидь

To svenske klubber har takket nej til den ukrainske angriber Roman Zozulya af frygt for, at hans rygte som nazist vil skade dem, fortæller angriberens agent.

Af Toke Theilade

Den ukrainske landsholdsspiller Roman Zozulya fik i vinters annulleret et lejeophold hos spanske Rayo Vallecano på grund af protester fra klubbens fans, der mente at vide, at ukraineren var nazist. Dette rygte er sidenhen blevet afvist af både Zozulyas holdkammerater såvel som det ukrainske fodboldforbund, men rygtet skader stadig angriberen, der endnu ikke har fundet en ny klub siden det mislykkede skifte til Rayo i januar.

Zozulya har ikke spillet en officiel kamp siden midten af januar, og han er ved at løbe tør for tid, hvis han vil have mere spilletid i denne sæson. FIFA har tilladt ham at skifte til en klub, der spiller i en turnering, som følger kalenderåret. En af disse turneringer er den svenske, der starter i april.

I et interview med den ukrainske avis Segodnya fortæller Zozulyas agent Vladimir Kuzmenko, at hans klient for nylig var tæt på et skifte til netop Sverige, hvor to klubber var interesserede men, at angriberens ry kom i vejen.

”En klub havde allerede foreslået vilkår, der passede os, og der skulle bare skrives under. Men fansene, der var venstreorienterede, truede klubbens ledere, og de sagde nej. I en anden klub, hvor fansene derimod var højreorienterede, bestemte man sig også for at sige nej ’i tilfælde af, at der sker noget’.”

”Det, der er det allerværste er, at afslagene kommer som en kædereaktion, alle ser på hinanden, og hvis nogen har sagt nej, så siger de også nej for en sikkerheds skyld. På grund af en falsk anklage, så stopper folk med at se ham [Zozulya] som en professionel fodboldspiller, og så siger de ikke nej på grund af kvaliteten af hans spil, men af andre grunde.”

Ifølge Segodnya har Zozulya ti ligaer at vælge i mellem på nuværende tidspunkt. Det sydkoreanske transfervindue lukker den 30. marts. Det japanske, georgiske, svenske, norske og zimbabwiske den 31., imens Hvideruslands har åbent indtil den 5. april. Sidst men ikke mindst har det finske transfervindue åbent indtil den 10. april.

Zozulya startede sin karriere hos Dinamo Kijev, med hvem han vandt et enkelt ukrainsk mesterskab, inden han rykkede videre til Dnipro. Inden denne sæson skiftede han til spanske Real Betis.

Share This