Suveræne polakker i synagogen

Koncerten i synagogen Foto: Michael Altshul

El Saffron i synagogen Foto: Michael Altshul

KONCERTANMELDELSE EL SAFFRON, Polen. – København d. 2. juni 2016.

Synagogen dannede rammen om en bemærkelsesværdig polsk optræden på en varm aften i København. Koncerten med El Saffron vil givetvis blive husket som et af de musikalske højdepunkter ved årets Jødiske Kulturfestival. Den musikalske intensitet på scenen blev belønnet med stående ovationer og flere ekstranumre end gruppen selv havde forestillet sig.

Af Kim Halling Mortensen

KimEl Saffron stammer fra landsbyen Lipnica Wielka nordvest for Zakopane. Gruppens forsanger, Izabela Szafrańska, optræder sammen med sine to søstre (sang og violin) samt en gruppe med harmonika, slagtøj, guitar og kontrabas. Det musikalske udgangspunkt er de sefardiske jøders musik. Især inspireret af tyrkisk fødte spansk-israelske Yasmin Levys fortolkninger.

Koncerten sendte os ud på en musikalsk rejse, der på mange måder er lig den, som de sefardiske jøder har været på gennem de seneste fem hundrede år. El Saffron beviste på overbevisende vis, at de vil mere end blot at gengive, hvad andre har gjort før dem. Gruppen løftede således musikken ud af de til tider snævre rammer, som den bliver fortolket i. Ofte bærer fremførelsen af de sefardiske sange præg af de lande og lokalområder musikerne er født og opvokset i. Geografisk og historisk set hører musikken imidlertid hjemme i stort set hele Middelhavsområdet.

Trofast mod rødderne fik musikken lov til at blomstre i nye originale arrangementer, hvor musik, sang og rytmer bevægede sig i krydsfeltet mellem vest og øst. Indledningsvis bestående af sange med oprindelse på den iberiske halvø. Sunget på ladino. Som koncerten skred frem blev publikum ført fra det enkle til det komplekse. Med enestående solosang og trestemmighed. Bundet op i et tæt og intenst musikalsk sammenspil. Uden på nogen måde at miste temperament og passion. Koncerten blev dermed aldrig en kold øvelse udi teknisk kunnen. Tværtimod. Undervejs i koncerten krydsede El Saffrons musikalske veje sågar på overrumplende vis elementer af Led Zeppelins mesterværk, Kashmir, der jo også er resultatet af et musikalsk rendez-vous ved Middelhavets kyster. Gruppens musikalske glød forvandledes til flammer, der brændte ud over scenen og ind i publikums hjerter. På en i forvejen hed aften i København.

El Saffron høster fortjent ros i hele verden. De har bl.a optrådt med stor succes på den største sefardisk-jødiske festival i Cordoba. Desværre findes der indtil nu kun en kort promo-cd med gruppen. Mens den egentlige debutplade lader vente på sig kan man søge diverse optagelser på you tube o.lign. steder på nettet.

Share This