Stjerneagent: Brøndby jagter afrikansk landsholdsspiller

Brøndby Stadion: Foto: Tøndemageren

Brøndby Stadion: Foto: Tøndemageren

Højreback Johan Larsson kan være fortid i Brøndby til sommer, men klubben har, ifølge stjerneagenten Dmitry Selyuk, allerede identificeret svenskerens afløser.

Af Toke Theilade

Brøndbys svenske højreback Johan Larssons kontrakt udløber i 2018, hvorfor det virker oplagt, at klubben fra Vestegnen sælger ham til sommer. Den eneste anden højreback i truppen på nuværende tidspunkt er unge Svenn Crone, men han kan snart få selskab.

Ifølge den russiske stjerneadvokat Dmitry Selyuk, der blandt andet repræsenterer Manchester Citys Yaya Touré, har Brøndby nemlig kastet deres kærlighed på den 27-årige ivorianer Mamadou Bagayoko, hvis kontrakt udløber efter sæsonen. Dermed kan han skifte på en fri transfer, hvilket passer Brøndby godt i en tid, hvor hver en krone skal vendes.

Bagayoko, der til dagligt spiller for belgiske Sint-Truden, leverede fredag en glimrende indsats, da Elfenbenskystens landshold slog Rusland med 2-0 i Krasnodar i en venskabskamp, og det var i den forbindelse, at Selyuk blev adspurgt om sin klients fremtidsplaner.

Brøndby ser dog ud til at få stor konkurrence fra især russiske klubber, der også er interesserede i Bagayoko.

Ifølge Selyuk prøvede han før denne sæson at sælge ivorianeren til både FC Krasnodar og Lokomotiv Moskva, men ingen af dem bed på. Nu har tingene dog ændret sig, og Bagayoko, har flere bejlere, især i Rusland, fortæller Selyuk.

”Jeg vil ikke sige til, hvilken klub, men jeg har lovet, at han skifter til RFPL [den russiske liga] på en fri transfer. Men et af de førende danske hold, Brøndby, er også interesserede i spilleren,” fortalte Selyuk Championat.

Bagayoko kan udover at spille på højrebacken også vikariere i centerforsvaret. Han har tidligere spillet for slovakiske Slovan Bratislava.

Dmitry Selyuk var senest involveret i handlen, der sendte Christian Bassogog fra AaB til Kina for et rekordbeløb, og han er derfor langt fra fremmed for danske klubber.

Share This