Status på Ukraine: Russerne taler nok sandt, for en gangs skyld

Grænsen mellem Ukraine og Krim. Kilde: Elya/Wikimedia Commons

Grænsen mellem Ukraine og Krim. Kilde: Elya/Wikimedia Commons

Af Uffe Gardel

UffeUkraine. Det er stadig uklart hvem der skød på hvem på grænsen til Krim. Og hvorfor.

Rusland hævder at det var ukrainske specialstyrker, som trængte ind over grænsen.

Fra Ukraine forklarer man at det var russere, som skød på russere; måske desertører. Det lyder ret usandsynligt at den slags skulle kunne foregå midt i en grænsezone kontrolleret af FSB.

Vestlige medier synes generelt at tro på den ukrainske forklaring, eller i hvert fald på at dette er en russisk provokation. Russiske medier synes gennemgående at tro på den officielle russiske forklaring.

Der er et par virkelig mærkelige omstændigheder. Hvorfor ventede russerne to døgn med at fortælle verden om denne – i russiske øjne – grove grænsekrænkelse? Passer det, som et russisk oppositionsmedie, slon.ru, hævder, at der samtidig blev slukket for internettet flere steder på Krim? Og passer det virkelig, at to russere er blevet dræbt – en soldat og en FSB-mand? Vi har intet fået at vide om de dræbte.

Og hvem i alverden har dog noget ud af denne sag?

Forsvarsakademiets Claus Mathiesen peger på tre ting, som Rusland kunne have ud af affæren: Man vil bruge sagen som en anledning til at invadere Ukraine. Eller man vil stille Ukraine i et dårligt lys. Eller også er det bare lidt ballade man laver for at prøve at løsne op for en fastlåst situation.

Andre har supplerende peget på, at en rask lille krig med Ukraine ville være gavnligt for Putin forud for næste måneds parlamentsvalg.

Men det kunne jo også være Ukraine som prøver at lave lidt ballade for at løsne op for situationen. Foreløbig har man da fået Krim tilbage på den internationale dagsorden; konflikten her var helt fortrængt af Donbass. Et par gennemførte bombeattentater på Krim ville have gjort det samme – og ville have skadet Krims i forvejen nødlidende turistbranche.

Russisk invasion er der ikke noget der tyder på. Rusland har indtil nu kun talt om at man vil varetage sikkerheden på Krim; ikke noget om Ukraine. Og der ser ud til at være ro ved grænsen. Det ville da  også være temmelig hasarderet af Rusland ligefrem at invadere. Ukraine ville yde hård modstand, og Rusland ville blive fuldkommen isoleret internationalt. Jeg tvivler i øvrigt på at de russiske vælgere er ret interesserede i en rigtig krig med masser af dræbte.

Det slukkede Internet er heller ikke nødvendigvis så mærkeligt; russerne må have vidst at ukrainerne kom, og de kan have ønsket at sætte eventuelle hjælpere på Krim ud af spillet.

Så skal jeg gøre min holdning op, så hælder jeg til at russerne for en gangs skyld taler sandt: Dette ligner et mislykket forsøg på ukrainsk sabotage. Men detaljerne henligger i mørke.

Hvad vil der ske nu? Rusland benytter åbenbart lejligheden til at afbryde Minsk-fredsprocessen. Tabet for Ukraine må være begrænset, for processen kom jo reelt ikke ud af stedet. Rusland har også luftet muligheden for at afbryde de diplomatiske forbindelser med Ukraine. De er i forvejen spinkle, for Ukraine har lige afvist en ny russisk ambassadør, og Ukraine har ikke selv haft en ambassadør i Moskva i to år.

Denne lille hændelse vil altså næppe ændre noget. Den vil kun bekræfte at EU står med en særdeles sprængfarlig konflikt lige uden for sine grænser.

Russisksprogede læsere vil i øvrigt have glæde af denne gennemgang i det russiske oppositionsmedie Novaja Gaseta (Anna Politkovskajas gamle avis); de har fået to ekspertkilder – en anonym militær efterretningsmand og en navngiven tidligere chef for hærens efterretningstjeneste – til at diskutere sagen. De to kilder er ikke i tvivl om at der faktisk er sket en indtrængen fra Ukraine, og de afviser den ukrainske forklaring som nonsens.

Share This