STATUS PÅ UKRAINE: PUTIN GØR NAR AD MERKEL OG HOLLANDE

Den tyske kansler Angela Merkel  Foto: Aleph

Den tyske kansler Angela Merkel Foto: Aleph

Af Uffe Gardel

Uffe

Ukraine: Oprørerne blev simpelt hen væk – og så blev der intet fredsmøde i Minsk lørdag. Og Putin havde endda lige før mødet udtalt, at han virkelig håbede at man nu ville få aftalt en våbenhvile. Så mon Putin bliver sur nu? Det skal man nok ikke regne med.

Foreløbig er den officielle ukrainske reaktion, at man afventer en reaktion fra Rusland. Men vi har vist aldrig før set Rusland så tydeligt sige ét og gøre noget andet.

Sent lørdag eftermiddag meddelte Kreml, at Putin havde haft en telefonsamtale med Merkel og Hollande, og de tre deltagere i telefonmødet ””udtrykte håb om at en våbenhvile og tilbagetrækning af tungt militært udstyr ville stå højt på dagsordenen” på dagens møde i Minsk – mellem oprørerne, Ukraine, Rusland og OSCE.

To timer senere meddelte ukrainske medier så, at mødet slet ikke var blevet til noget, fordi oprørerne aldrig dukkede op.

Så enten har Putin fuldstændig mistet kontrollen med oprørerne, eller også gør han reelt nar ad Merkel og Hollande: Han taler om fred, men lader oprørerne blive væk fra fredsmødet.

Har Putin så mistet kontrollen? I så fald må han have mistet kontrollen over den russiske hær. OSCEs observatører i Østukraine meddelte nemlig onsdag, at de havde set i alt ni T-72 kampvogne hos oprørerne; alle uden nogen form for mærkning eller og kendetegn. De så også syv militærlastbiler, og også de var uden nogen kendetegn.

Torsdag så OSCE hos oprørerne en række pansrede mandskabsvogne – uden mærker.De så også  en selvkørende 122 mm haubits.

Dette er noget af det tunge materiel, som Putin siger at han vil have trukket tilbage fra kamplinjen. Men han leverer det selv.

Share This