Status på Ukraine: Tyskland ind i krisen

 

 

 

Af Uffe Gardel

Ukraine: Den tyske regering går ind i Ukraine-krisen med fuld styrke og fremlægger en plan, som skal skabe fred.

Det sker i en avisartikel i dag af udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier (SPD). Det er første gang, at Tyskland åbent og aktivt intervenerer i krisen; landet har hidtil holdt lav profil og tøvet med at anvende hårde sanktioner mod Rusland.

Steinmeier fremlægger følgende fempunktsplan, som han forestiller sig at OSCE skal være med til at udføre:

1) De fire parter bag Geneve-aftalen – Rusland, Ukraine, EU og USA – må mødes igen og give “et stærkt politisk signal” om, at nu SKAL aftalen føres ud i livet (afvæbning af militser, rømning af besatte bygninger og pladser, osv.).

2) En “forståelse” om at præsidentvalget den 25. maj skal gennemføres

3) oprettelse af formelle dialogfora – “runde borde”, borgmester- og guvernørkonferencer, osv. – med hjælp fra OSCE.

4) En bred diskussion om en forfatningsreform

5) Afvæbning af militser og rømning af besatte bygninger og pladser (altså det samme som Geneve-aftalen bestemte, så egentlig er der kun fire punkter i aftalen)

Steinmeiers ordvalg i artiklen er nærmest desperat. “Nyhederne bliver kun værre, og de forværres også i et stigende tempo”, skriver han, og “vanviddet følger sit eget løb. På et tidspunkt truer det med at nå point of no return, det øjeblik hvor eskalationen ikke mere kan standses, og vi bogstaveligt talt står på tærskelen til en krig i det østlige Europa”.

Det er, mig bekendt, første gang en højtstående politiker anvender dette lille ord: “krig”.

Det fremgår i øvrigt at Steinmeier frygter, at de diplomatiske forbindelser er ved holde op med at fungere – og han er også rigtig træt af den russiske retorik. I forgårs oplyste det russiske udenrigsministerium således at Lavrov og Steinmeier havde talt i telefon sammen, og de to ministre var enige om både det ene og det andet, hed det i den russiske meddelelse.

Nu skriver Steinmeier:

“Telefonsamtaler mellem politisk ansvarlige truer med ikke længere at være et middel til kommunikation mellem samtalepartnere om at løse problemer, men i stedet at blive en ren anledning til statements over for ens egen offentlighed. Den offentlige mening i visse lande reagerer følsomt og bliver tiltagende radikaliserede.”