Status på Ukraine: Merkel og Hollande i blindgyden

Af Uffe Gardel

Ukraine: Minsk-aftalen bliver forlænget ind i 2016; det aftalte de fire politiske ledere i ”Normandiet-gruppen” lige før nytår. Det er en logisk og forudsigelig følge af den blindgyde, som Vestens Ruslands-politik har bevæget sig ind i.

Merkel, Hollande, Putin og Porosjenko enedes i en telefonsamtale onsdag om at støtte ”den fortsatte, fuldstændige gennemførelse af Minsk-tiltagspakken, også i 2016”.

Lad os lige resumere: Den pakke af tiltag, man blev enige om i Minsk i februar 2015, siger blandt andet to ting

• først skal der afholdes lokalvalg i de besatte områder efter ukrainske valgregler
• derefter skal Ukraine have kontrollen med grænsen til Rusland tilbage, og det skal ske inden udgangen af 2015.

Disse to ting er man ikke så meget som i nærheden af at have gennemført. Minsk-aftalen er dermed blevet brudt. Og hvad gør man så ved det? Det står der ikke noget om i køreplanen. USA og EU opretholder deres sanktioner mod Rusland og kæder dem entydigt sammen med Minsk; når Minsk-aftalen er opfyldt, vil sanktionerne blive lempet – Krim er der ingen i vest der snakker om længere.

Men hvad nu hvis Minsk ikke bliver opfyldt? Skal man så stramme sanktionerne yderligere? Det bliver nok svært at få alle EU-landene med på. Og så er  naturligvis bedst bare at lade som ingenting, det vil sige at forlænge aftalen.

Dette er præcis hvad Rusland ønsker. Den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov forudsagde allerede for knap to måneder siden, at Minsk ville blive forlænget ind i 2016.

”Ingen tvivler på, at denne aftale vil være gyldig, indtil den er blevet opfyldt,” sagde Lavrov i begyndelsen af november.

Måske vil Minsk gælde, indtil Helvede er frosset til is. Jeg bemærker i hvert fald at de fire ledere ikke satte nogen nærmere dato på denne gang; aftalen er bare forlænget ind ”i 2016”.

Man kan føre en lang diskussion om hvem der er mest skyld i situationen. Ukraine er ikke uden ansvar, for landet har ikke opfyldt sit løfte om selvstyreforhandlinger med oprørslederne. Men først og sidst er det jo oprørerne der skal holde frie valg med internationale observatører og så videre. Det er vist ikke megen realisme i, for det har de ikke selv nogen interesse i at gøre, og Rusland har ikke tænkt sig at tvinge dem.

Hvorfor har Merkel og Hollande dog overhovedet stillet sådan et krav? Har de mon forestillet sig, at det hele nok bare handlede om at de lokale parter skulle tørre øjnene og blive gode venner igen?

Sådan fungerer russisk politik ikke. Og nu er Merkel og Hollande fanget i blindgyden. De har stillet et krav, som Rusland ikke vil opfylde, og som de ikke vil presse Rusland til at opfylde. Og så længe kravet ikke er opfyldt, må de opretholde sanktionerne – eller erkende det massive politiske nederlag det vil være at opgive sanktionerne uden at få leveret i hvert fald Donbass tilbage til Ukraine.