STATUS PÅ MIGRANTERNE: SÅ ER DET SLOVENIENS TUR

Flygtninge i Italien Foto- Christine Darius

Flygtninge i Italien Foto- Christine Darius

Af Uffe Gardel

UffeNu lukker Ungarn helt i. De sidste ruller pigtråd er lagt på plads, og fra midnat har landet lukket totalt for migranter fra Kroatien. Det betyder at migranterne nu skal over Slovenien for at komme ind i Østrig – og derfra videre til Tyskland. Denne gang ser det ud som om parterne samarbejder; slovenerne véd hvad der kommer til dem, og de véd at det ikke nytter at stritte imod.

Det lille ex-jugoslaviske land – balkanland ville de blive fornærmede over at blive kaldt – har ellers så nogenlunde klaret frisag indtil nu. Der er ikke kommet mere end et par tusinde migranter ind i Slovenien fra Kroatien, formentlig dels fordi ungarerne alligevel endte med at slippe migranterne igennem, og dels fordi slovenerne sørgede for at optræde brutalt og meget synligt da de første migranter dukkede op ved grænsen. Billeder af slovenske betjente der sprøjter peberspray i hovedet på migrantbørn er gået verden rundt på både sociale medier og massemedier. Men nu hjælper den slags ikke mere.

Menneskestrømmen tager på ingen måde af. Alene i nat ankom der 2.333 migranter til Kroatien, der omhyggeligt tæller hver eneste ankommende, før de ekspederer dem videre nordpå. Sloveniens regering erklærer sig parat til at tage imod alle, så længe Tyskland og Østrig bliver ved med at tage imod alle.

Og det gør de, selv om der nu er højlydte protester blandt delstatspolitikere i Merkels parti, CDU. Avisen die Welt har spurgt tre topøkonomer om omkostningerne ved indvandringen. To mener at den vil koste milliarder og kræve store skattestigninger, mens en tredje mener at det nok skal gå, bare indvandrerne bliver hurtigt integreret.

Share This