Migrantkrisen: Stadig masser af asylsøgere i Sverige

Syriske flygtninge ankommer til Malmø Foto: Frankie Fouganthin

Syriske flygtninge ankommer til Malmø Foto: Frankie Fouganthin

Presset på Sverige er taget mærkbart af. Men tilstrømningen af migranter er stadig på et niveau, som ligger langt over hvad Danmark oplever.

Det fremgår af en ny opgørelse fra det svenske Migrationsverket.

I årets tre første måneder søgte i alt  9.174 personer asyl i Sverige. Af dem var hver fjerde syrer. En anden fjerdedel bestod af afghanere og irakere.

Andre store grupper var somaliere, eritreanere og statsløse; de sidstnævnte kan være palæstinensere.

Disse tal er antallet af asylansøgninger, og ikke antallet af ankomster. Sidste år, da der på bare en enkelt dag kunne kunne komme adskillige tusinde tilrejsende migranter, var Migrationsverket bagud med registrering af ansøgninger.

På årsplan vil tallene fra første kvartal selvfølgelig svare til 36.000 asylsøgere, men Migrationsverket understreger at det er meget usikkert hvor mange der faktisk vil komme, efter at balkanruten er lukket.

“Vi ved ikke hvilken betydning de øjeblikkelige restriktive tiltag vil få på sigt. Mange mennesker vil stadig søge asyl i Europa og de vil måske kunne finde andre veje ind i Europa. Men sådanne forandringer kan tage tid,” siger Christina Eklöf fra Migrationsverket på myndighedens website.

Her forklarer hun også, at det især er uledsagede børn, som bliver sorteret fra, efter at Sverige i januar indførte paskontrol ved grænsen. De uledsagede børn har nemlig ofte intet pas på sig – hvilket også gør det sværere for myndighederne at checke at de rent faktisk er under 18.

I første kvartal 2015 søgte 13.053 personer asyl i Sverige, men det var før migrantkrisen og tilstrømningen eksploderede, det skete først i september.

U.G.

 

Share This