SPDs himmelflugt stoppet

Europa-Parlamentets formand Martin Schultz Foto: Plumpaquatsch

Europa-Parlamentets formand Martin Schultz Foto: Plumpaquatsch

Har Schulz-effekten toppet? Ifølge instituttet Forsa falder vælgernes tilslutning til SPD fra 32 til 29 procent. Dermed er partiet igen nede under 30 procent

Af Michael Skovgaard

Tyskland: Den seneste meningsmåling fra de 10 største institutter i Tyskland viser overraskende store udsving dog med den klare tendens, at CDU lægger afstand til SPD.

CDU/CSU: 32-36 % – gennemsnit 33,5 %

SPD:         29-33 %                     31,6 %

AfD:            7-11 %                       9,0 %

Linke:           7-9 %                        8,1 %

Grüne:       6,5-8 %                        7,4 %

FDP:          5-6,5 %                        5,9 %

Øvrige:         4-6 %                        4,6 %

Værd at notere, at trods interne stridigheder ser AfD ud til at blive Tysklands tredjestørste parti, og hvis den nuværende tendens holder, ser De Grønne ud til at nærme sig spærregrænsen på 5 procent. FPD, som røg ud af Forbundsdagen ved det forrige valg, ser ud til at snige sig ind igen.

En fortsat fremgang for CDU kan dermed bane vejen for en såkaldt sort-gul-grøn Jamaica-koalition (CDU, FDP og De Grønne). Det kræver dog, at FDP kommer ind igen, og at De Grønne holder skansen på 7-8 procent. Dog er der så stor afstand og uenighed mellem De Grønne og højrefløjen i CDU og især CSU, at den konstruktion forekommer tvivlsom. Omvendt vil højrefløjen i CDU muligvis strække sig meget langt for at undgå endnu en ”groko” med SPD.

Meget taler således for en ny ”groko” mellem SPD og CSU, hvor Martin Schulz vil være skræddersyet som ny udenrigsminister efter Sigmar Gabriel. Merkel er ofte blevet beskyldt for at være egenrådig i forholdet til de øvrige EU-lande, og her ligner den erfarne EU-politiker Schulz et godt bud på en mand, der kan forbedre relationerne og styrke det europæiske samarbejde.

Endelig er det værd at bemærke, at Merkel stadig er den mest populære kanslerkandidat, da kun 31 procent af vælgerne foretrækker Schulz som ny forbundskansler.

Share This