Solidarisk energipolitik er svær at gennemføre

Polen ønsker, at EU landene forpligter sig i forhold til hinanden på energiområdet, men idéen er sværere at gennemføre, end det umiddelbart ser ud til.

Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, Syddansk Universitet

Polen: Tanken om en ”solidarisk” energipolitik i EU, hvor landene forpligter sig i forhold til hinanden og hjælper hinanden i særlige krisesituationer, har i flere år været særlig vigtig for Polen. De  seneste begivenheder i Ukraine, annekteringen af Krim og udbruddet af den ny kolde krig, har ikke gjort tanken ligefrem mindre aktuel. Den polske politik på området kan fordeles på følgende seks søjler:

• Solidariske gasleverancer i tilfælde af stop for import fra for eksempel Rusland

• Fælles finansiering af de installationer, der skal sikre sådanne leverance

• Fælles indkøb af gas, sådan at prisen kan sænke

• Rehabilitering af kul i energi forsyningen

• Satsning på skiffergas som ny energikilde

• Radikal spredning af energiimporten, for eksempel hurtig import af gas fra USA i krisesituationer

Journalist Adam Grzeszak gør i den polske ugeavis Polityka opmærksom på, at energipolitikken ikke er så let at gennemføre, da gassen i vid udstrækning handles gennem selskaber, der er uafhængige af staten.

Af det samlede energiforbrug dækker Gazprom omkring 13 procent. Modsat de fleste andre EU-lande har polakkerne fastholdt en meget statsstyret energiimport arvet fra tiden før 1989. Polakkerne mistænkes også for at pleje egeninteresser, da Gazprom’s eksportpris til Polen er højere end for eksempel den, der gælder for Tyskland.

Sårbarheden er i den seneste tid blevet en del mindre, da energi-infrastrukturen er blevet langt mere integreret og fleksibel i forhold til den sidste store russisk-ukrainske gasstrid i 2009. Dertil kommer, at EU-landene definerer øget selvforsyning meget forskelligt, for eksempel prioriterer Tyskland og Danmark vedvarende energi langt højere end Polen, hvilket i sig selv skaber problemer.