Socialdemokratiets viceformand støtter genvalg af Milos Zeman

Den tjekkiske præsident Milos Zeman Foto: David Sedlecký

Den tjekkiske præsident Milos Zeman Foto: David Sedlecký

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU
Tjekkiet: Tjekkiets indenrigsminister Milan Chovanec har vakt opsigt i Tjekkiet ved allerede nu at erklære sin støtte til genvalg af Milos Zeman som præsident i 2018. Det sker uden at Milos Zeman har sagt, om han overhovedet vil genopstille.

Socialdemokratiet (CSSD) ønsker frem for alt at undgå splid i partiet i (også) dette spørgsmål. Præsidentvalget tilbage i 2013 var en fiasko for partiet. Partiets kandidat (Jiri Dienstbier) klarede sig skidt, så spørgsmålet er, om CSSD i 2018 skal opstille sin egen kandidat, skal støtte Zeman eller sammen med andre partier gå sammen om en kandidat til posten.

Zeman er en kontroversiel person, og er tidligere formand for CSSD, men brød med partiet, så langt fra alle i CSSD ønsker hans genvalg. Emnet skal drøftes på et partikonvent i marts 2017.

Share This