Social dumping er forkastelig, men det er udnyttelse af fattige lande også
Af Ota Tiefenböck
Debat: Chauffører fra Østeuropa som kører for en brøkdel af den løn en dansk chauffør får. En stilladsarbejder fra Litauen, som er villig til at arbejde for en brøkdel af det hans danske kollega skal have. En ukrainer, som til en lav løn arbejder i det danske landbrug i en stilling ingen dansker vil have. En polsk VVS mand, som kan fikse det hele til en brøkdel af, en dansk håndværker vil have. FORKASTELIGT. Duer ikke i Danmark.
Men! En mønt har altid to sider, og den danske debat omkring social dumping er kun en af siderne. Den anden side bliver ikke omtalt i medierne, selvom det også er et stort problem. Måske ikke for Danmark, men i hvert fald for de lande, der er blevet tvunget til at acceptere, at en stor del af deres befolkning smutter til de rige lande. Den der betaler mest, får den arbejdskraft, landet har brug for.
Situationen i dagens Europa kan efterhånden godt minde om nogle af de europæiske landes kolonielle fortid. En slags neokolonialisme, hvor de rige lande tømmer de fattige lande for ressourcer. Denne gang er det ikke naturressourcer, men derimod menneskelige ressourcer, det hele handler om. Processen foregår ganske vist uden tvang og ovenikøbet med smukke ord om liberalisering og personlig frihed til selv at vælge, men hvem har den største gavn af denne frihed? Er det den rumænske lærer som føler sig tvunget til at forlade sit land for at gøre rent eller arbejde som stuepige i Danmark? Den ukrainske medarbejder, som arbejder for en lav løn i Polen eller hjælper i landbruget i eksempelvis Danmark? Og oven i købet gøre livet mere besværligt for sine danske kollegaer?
Eller er det Vesteuropa, Polen, Tjekkiet eller det danske samfund, som mangler arbejdskraft, og hvor det efterhånden er svært at få egne borgere til at udføre et lavstatusarbejde? Hvor meget værdi og udvikling – udover de penge vedkommende sender hjem – bringer det egentlig med sig for den rumænske lærers hjemland? Ikke mange. Særligt hvis man også indregner de personlige omkostninger, der som regel vil være forbundet med at arbejde i udlandet. Og hvor sympatisk og solidarisk er det egentlig, at de lande der er på et højere udviklingsniveau og kan betale, udnytter de lande, som i virkeligheden mest har brug for hjælp?
Et typisk modargument vil være, at folk sender penge hjem, som bruges til udvikling af hjemlandet, men er det dét Europa, vi ønsker at skabe? Et Europa, hvor de rige lande fastholder deres økonomiske vækst, mens andre lande må nøjes med at overleve, eller sagt med andre ord: Må nøjes med resterne fra de riges bord? Og er det vejen til en politisk stabilitet, vi ønsker at skabe i Europa?
Hvorvidt denne udvikling er sund, og hvorvidt den lever op til de europæiske værdier, herunder international solidaritet, kommer formentlig an på øjnene, der ser. Men det er et faktum, at udviklingen kan få store konsekvenser for de fattige lande. Og det kan også få konsekvenser for de rige lande, hvis lokale arbejdskraft bliver udkonkurreret af arbejdere udefra.
Udviklingen er stille og roligt ved at udbrede sig til hele Europa – og endda til resten af verden. Flere EU-lande har i dag programmer for rekruttering af arbejdskraft i blandt andet Vietnam, Indien, Nepal, Filippinerne m.m., og vi vil med sikkerhed opleve, at flere EU-lande i den kommende tid vil lempe deres arbejdstilladelser og udstedelse af visum.
Konkurrence er sundt, hvis den foregår mellem ligeværdige parter. Det er der ikke tale om i den nuværende situation på Europas arbejdsmarked. Det er en uhæmmet kamp om arbejdskraft, som ikke blot skal være så billig som muligt, men som også er i en klar strid med de europæiske værdier, som netop solidaritet. For hvor meget solidaritet er der eksempelvis i, at fx Rumænien, Bulgarien eller Polen finansierer uddannelser af læger, ingeniører eller andre eksperter, som umiddelbart efter endt uddannelse tager til højindkomstlande for at arbejde?
Fortsætter udviklingen – og det gør den helt uden tvivl – vil vi se langt flere negative konsekvenser, som vil forstærke den opdeling af Europa, vi allerede ser i dag – og ikke mindst forstærke opdelingen af Europa mellem de rige og de fattige. En opdeling, hvor de fattige lande vil sikre de rige landes velstand og økonomiske vækst uden nogensinde at have en jordisk chance for selv at komme op på de rige landes niveau.
I en kapitalistisk samfundsorden, hvor penge og økonomiske interesser styrer udviklingen, er det formentlig naturligt nok, men at kalde denne udvikling for et fremskridt eller ligefrem frihed er formentlig et udtryk for vores manglende vilje til at se realiteterne i øjnene.
Det sidste spørgsmål må derfor lyde på, om vores europæiske politikere ikke har svigtet os allesammen og i deres iver efter økonomisk vækst og fremskridt både har svigtet Øst- og Vesteuropa.