Slovakisk præsident anklaget for misbrug af statslige midler
Slovakiet: Den slovakiske præsident Andrej Kiska, kendt for måned efter måned at give sin månedsløn som præsident til trængende slovakker, er kommet i modvind i Slovakiet, efter at det er kommet frem, at han har brugt knap en million euro fra statskassen til private flyvninger, skriver slovakiske medier.
Sagen er onsdag blevet rejst i det slovakiske parlament af indenrigsminister Robert Kalinak, som opsummerede, at Andrej Kiska i årene 2014-2017 har foretaget 382 private flyvninger til en værdi af 955.000 euro, betalt af de slovakiske skatteydere.
Formand for det slovakiske parlament opfordrer Andrej Kiska til at tilbagebetale beløbet til statskassen. Andrej Kiska vil ifølge den slovakiske avis Pravda formentlig afvise kravet om tilbagebetalingen, da han begrunder sine private flyvninger med, at han er præsident 24 timer dagligt og dermed berettiget til flyvninger til og fra sin bopæl. ota