Shakhtar Donetsk rykker tættere på det ukrainske mesterskab

Foto: Mortier Daniel

Foto: Mortier Daniel

Den ukrainske storklub Shakhtar Donetsk vandt mandag en vaskeægte sekspointskamp, da de i Kijev slog de regerende mestre fra Dinamo med 4-3. Shakhtar går dermed på juleferie med et hul på hele 13 point ned til Dinamo.

Af Toke Møller Theilade

Ukraines to fodboldmæssige mastodonter, Shakhtar Donetsk og Dinamo Kijev, tørnede i mandags sammen i en vaskeægte topkamp i landets bedste fodboldrække. Inden kampen var forskellen i mellem de to klubber, der har delt samtlige ukrainske mesterskaber i mellem sig siden 1992, på 10 point, hvorfor hjemmeholdet fra Dinamo var pisket til sejr.

Dinamo kom da også perfekt fra start, da holdets brasilianske topscorer Junior Morales scorede sit tiende sæsonmål allerede i kampens første minut. Føringen holdt dog ikke længe, da Evgen Khacheridi scorede selvmål to minutter senere, hvilket bragte Shakhtar tilbage i kampen.

Efter en halv time kom Dinamo endnu en gang foran, da midtbanespilleren Serhiy Rybalka scorede et flot frisparksmål, og dermed kunne hjemmeholdet gå til pause med en smal føring efter en underholdende første halvleg.

Fra starten af anden halvleg lagde Shakhtar hårdt pres på rivalerne fra Kijev, hvilket hurtigt betalte sig. Seks minutter inden i anden halvleg udlignede brasilianeren Fred, og få minutter senere gjorde Shakhtars argentinske topscorer Facundo Ferreyra det til 3-1.

Dermed var kampen lukket, men det betød ikke, at dramaet var forbi. Den sidste halve time bød på røde kort til Dinamos to målscorere Morales og Rybalka, imens Khacheridi lavede endnu et selvmål i det 88. minut. Kort før slutfløjtet pyntede den indskiftede Dinamo-angriber Artem Besedin på resultatet, så de blå-hvide fra Kijev blot tabte med 4-3.

Efter 18 spillerunder er Shakhtar stadig ubesejrede, og de fører nu med 13 point ned til Dinamo på andenpladsen. De ukrainske hold går nu på vinterpause indtil ligaen genoptages i slutningen af februar.

Share This