Serbisk supertalent degraderet i Beograd

Partizan Beograds stadion Foto: :Darwinek

Partizan Beograds stadion Foto: :Darwinek

I 19 årige Andrija Zivkovic har serbiske Partizan Beograd en af Europas mest spændende unge spillere, men små fire måneder inden Zivkovic’ kontraktudløb med de sort-hvid stribede er forholdet i mellem parterne blevet giftigt.

Af Toke Møller Theilade

Serbien: Andrija Zivkovic fik sit gennembrud for Partizan tilbage i 2013/2014 sæsonen, hvor han startede 19 kampe i en alder af blot 17 år. Zivkovic’ gennembrud gjorde ham hurtigt til en af Europas mest eftertragtede teenagere, og han har længe været rygtet til Europas største klubber. I 2015 var han ydermere med til at sikre Partizan mesterskabet foran deres evige rivaler fra Røde Stjerne, og i løbet af sommeren var han en af profilerne, da det serbiske U20 landshold vandt VM efter en sejr på 2-1 imod Brasilien i finalen.

Zivkovic’ kontrakt med Partizan udløber dog efter denne sæson, og stortalentet er derfor fri til at forhandle med andre klubber. Af samme grund var Partizan også ivrige efter at sælge ham i løbet af januar transfervinduet, da det var deres sidste chance for at sælge ham med gevinst. Zivkovic manglede da heller ikke bejlere, og i slutningen af januar afviste Zivkovic et bud fra Real Madrid, der ville have betalt Partizan 15 millioner euro for midtbanespillerens underskrift.

Zivkovic’ far, Jovica, uddybede senere afvisningen med, at han ikke havde i sinde at ødelæge sin søns karriere for pengenes skyld.

Partizan var dog ikke tilfredse med afvisningen, og Zivkovic er nu blevet rykket ned på klubbens andet hold. Dette har fået Jovica Zivkovic til at anklage Partizan for at ”behandle hans søn som et stykke legetøj”. Dette underbygges desuden af, at Partizan har solgt en del af transferrettighederne til Zivkovic til en tredjepart for at få penge i kassen. Denne aftale udløber dog sammen med Zivkovic’ kontrakt til sommer, og ifølge serbiske Vechernye Novosti, så skal den serbiske storklub udbetale denne tredjepart 3,1 millioner euro, hvis de Zivkovic ender med at forlade klubben gratis, hvilket kan forklare deres aggressive strategi.

Jovica Zivkovic skrev et åbent brev efter degraderingen, hvori der blandt andet står, at ”vi ikke vil underskrive en ny kontrakt før den 1/7 2016”, altså den dag, hvor sønnens kontrakt med Partizan udløber.

Det er endnu uvidst, hvad fremtiden for Andrija Zivkovic byder på, men han kommer ikke til at mangle bejlere, når han til sommer kan erhverves uden en transfersum.

Share This