Sensationshold bliver rumænsk mester i fodbold

George Florescu, Astras stjernespiller, her under en kamp for Rumæniens landshold Foto- Ralf Roletschek

George Florescu, forhenværende Astras stjernespiller, her under en kamp for Rumæniens landshold Foto- Ralf Roletschek

Rumænske Astra kunne søndag aften fejre klubbens første mesterskab efter storklubben Steaua Bukarest spillede uafgjort med Pandurii.

Af Toke Møller Theilade

Rumænien: Rumænske Astra har været i gennem lidt af en sæson. Klubben er ejet af den rumænske milliardær Ioan Niculae, en af Rumæniens rigeste forretningsmænd. I april 2015 blev Niculae fængslet og idømt to et halvt års fængsel for ulovlig støtte til det rumænske socialdemokrati.

På grund af Niculaes fængselsdom havde Astra ikke råd til at forstærke truppen inden sæsonen, og i januar var de ydermere tvunget til at sælge stjernen Constantin Budescu til kinesiske Dalian Yifang for at blive oven vande.

På trods af dette formåede Astra at holde deres førsteplads i den bedste rumænske række, imens de også slog engelske West Ham United ud i kvalifikationen til dette års Europa League, og klubben kan dermed fejre sit første mesterskab i sin 95 årige historie.

Alt er dog langt fra fryd og gammen i byen Giurgiu, hvor klubben holder til, da cheftræner Marius Sumudica efter sæsonen skal afsone en karantæne for at have spillet på en lang række fodboldkampe.

I marts blev Sumudica idømt seks måneders karantæne efter, at det kom frem, at han havde spillet mellem 500 og 900 euro på en lang række fodboldkampe fra ind –såvel som udlad. Dengang appellerede Astra dommen, og fik nu medhold og nedsættelse af straffen til to måneder.

Det er endnu uvist, hvorvidt han vender tilbage til klubben bagefter.

Share This