Schäuble giver Draghi skylden for AfD

Wolfgang Schäuble. Foto: ireas/Wikimedia Commons

Wolfgang Schäuble. Foto: ireas/Wikimedia Commons

Tyskland: Det er ECB-chefen Mario Draghis skyld, at Tyskland har fået et eurokritisk og invandrerkritisk højreparti, AfD – Alternative für Deutschland.

Den melding kom den tyske finansminister Wolfgang Schäuble med fredag aften, da han takkede for modtagelsen af Wolfram-Engels-Prisen i Kronberg i Hessen.

Schäubles pointe var, at den meget lempelige pengepolitik har undergravet tilliden til euroen. Ifølge nyhedsbureauet Dow Jones, som var tilstede, sagde Schäuble blandt andet:

“Jeg har sagt til Mario Draghi: Du kan være stolt. 50 procent af succesen for et parti, som er nyt og synes at have succes i Tyskland, kan du tilskrive udformningen af denne politik.”

AfD blev oprindeligt stiftet som et eurokritisk parti, men har de sidste par år profileret sig mest på kritik af asylpolitikken. Partiet kom lige akkurat ikke over spærregrænsen ved forbundsdagsvalget i 2013, men meningsmålinger i denne uge har givet partiet mellem 10 og 14 procents tilslutning. Næste valg er i efteråret 2017.

U.G.

Share This