Sanktionskrigen mellem EU og Rusland

Kreml Foto: Dreamstime

Kreml Foto: Dreamstime

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Søren Riishøj_2Rusland/EU: På EU-topmødet 28.-29.juni vil statslederne bekræfte forlængelsen af sanktionerne mod Rusland frem til januar 2017. Det sker trods voksende kritik fra flere EU-lande.

Som sagt fra slovakisk hold har flere EU-lande med Italien og Ungarn i spidsen et godt stykke udhulet sanktionerne ved at forhandle nye milliardkontrakter med Rusland, og fra fransk side siges lige ud, at tiden er inde til at drøfte sanktionernes fortsættelse.

Andrew Movchar skriver på Carnegie Endowments hjemmeside, at uanset sanktioner vil samhandelen mellem Rusland og EU forblive på et betragteligt niveau.

Rusland står stadig for 30-40 pct. af EU-landenes samlede import af gas. Siden 2005 har der været tale om en stigning på 17 pct., men eksporten fra Rusland har dog alligevel været faldende over de seneste år. Den er oven i købet truet af planerne om import af gas fra Azerbajdsjan til Sydeuropa via Trans Adriatic Pipeline (TAP) fra år 2020, der kan betyde, at fx Italien halverer sin import af gas fra Rusland.

Uanset sanktioner står EU-landene for 80 pct. af udenlandske investeringer i Rusland, værdipapirer for 25 mia. euro er europæisk ejede. Russiske værdipapirer, aktioner og obligationer, for 180 mia. euro er blevet solgt i Europa.

Ruslands import fra EU er mest biler, transportudstyr og teknisk udstyr i øvrigt. Rusland har tidligere optaget store lån i Europa, og det rammer hårdt.

Europa står således for 35 pct. af Ruslands udlandsgæld, og ikke at forglemme er der sivet værdier 1 trillion dollar ud af Rusland, hovedsageligt til Tyskland, Østrig, Schweiz og Cypern. Russiske borgere har købt omkring 500.000 huse og lejligheder i Europa. Kina og andre hovedsagelig asiatiske lande kan på kort og mellemlangt sigt kun i beskedent omfang erstatte samhandelen med Europa – med kinesisk “low quality” produkter som erstatning for “high quality” produkter fra Europa. Derudover halter de planlagte udvidelser af eksporten af olie og gas fra Rusland og Kina efter de oprindelige planer.

Share This