Russisk sportsminister lover at straffe hooligans

Vitaly Mutko Foto: Дмитрий Голубович

Vitaly Mutko Foto: Дмитрий Голубович

Hooligans stjal billedet, da Rusland og England åbnede EM med at spille 1-1 i Marseille lørdag aften. 

Af Toke Møller Theilade

En udligning fra kaptajn Vasiliy Berezutskiy i sidste minut skaffede i går Rusland et enkelt point, da de åbnede EM med 1-1 imod England i Marseille.

Desværre for de to mandskaber, der leverede en spændende kamp, stjal hooligans billedet både før og efter kampen.

En del af grunden til de voldsomme scener skal findes i manglende sikkerhed på stadionet i Marseille udtalte Ruslands sportsminister Vitaly Mutko efter kampen til R-Sport:

Der var ingen barrierer i mellem fansene, da kampen sluttede. Briterne bør være  utilfredse, men det var alt sammen løst hurtigt.”

”Kampe som denne skal organiseres ordentligt. Det er nødvendigt at opdele fansene. Det negative var, at der var kanonslag og nødblus. Der var ingen net. Man bliver nødt til at forstå disse ting.”

Mutko tog dog også ansvar for de russiske fans opførsel:

“Vi har desværre fans, der afbrænder nødblus og kanonslag. Det er ikke rart at betale bøder for dem. Vi vil nu identificere dem og straffe dem alle. Så vidt jeg kan forstå, så vil UEFA give os en bøde.”

Ifølge det russiske nyhedsbureau TASS vil UEFAs Kontrol, Etik og Disciplinærudvalg diskutere de russiske fans opførsel på et møde søndag og derefter træffe en beslutning om en eventuel straf.

Share This