Ad

Ruslands oligarker og sanktionerne

Oleg Deripaska i 2010 Foto: World Economic Forum – Michael Wuertenberg

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU 

Rusland: De seneste sanktioner fra EU og USA, rettet mod personer i Putins inderkreds, er naturligt nok genstand for stor debat. Virker de? Og i givet fald hvordan? Det spørgsmål søges besvaret i en interessant analyse af Andrei Kolesnikov for Carnegie Endowment.

Sanktionerne har, siger han,, haft konsekvenser og følger for de ramte oligarker personligt. To af dem, forretningsmændene Oleg Deripaska og Viktor Vekselberg har derfor henvendt sig til den russiske regering og bedt om kompensation. Det ønske får de givetvis opfyldt. De stigende oliepriser gør det lettere for regeringen at yde dem kompensation.

Andre oligarker, som endnu ikke er blevet ramt prøver at bevise over for Bruxelles og Washington, at de befinder sig fjernt fra Kreml og derfor ikke bør rammes af sanktionsvåbnet. Det gælder eksempelvis Alfa Banks Michail Friedman og Petr Aven. Fodboldklubben Chelseas ejer Roman Abramovitj har fået israelsk statsborgerskab, hvilket gør det muligt for ham at besøge London.

Der er, siger Kolesnikov, forskelle mellem ”1. generationsoligarkerne” fra 1990erne og de russiske oligarker i dag. De første var stærkt involveret i den internationale forretningsverden, mens oligarkerne i dag befinder sig i en ”semi-nationaliseret” sanktionsramt russisk økonomi, hvilket gør det umuligt for dem at bryde med det russiske statsapparat.

Reelt er oligarkerne blevet en del af den russiske stat, begrebet ”privat” er blevet mere komplekst. Det fik banken Sberbank CIB at føle, da den anlagde rent forretningsmæssige kriterier for ydelse af lån til de økonomisk kriseramte virksomheder Stroytransgaz og Gazprom, de lån skulle simpelthen udbetales.

Centrale positioner i Rusland besættes i disse år af yngre folk, der er ligefrem opstået en ny ”golden youth”, som skal skabe en stabil overgang i 2024, når Putin formentlig forlader posten. Putin og regeringen er tvunget til at komme sanktionsramte oligarker til hjælp, alt andet vil skabe sociale spændinger i landets økonomiske sektor og med negative politiske følger.