Rusland truer med at lukke russisk luftrum
Rusland: Den russiske premierminister Dmitrij Medvedev advarer mandag i et interview i den russiske avis Vedomosti, at Rusland vil overveje at lukke luftrummet over Rusland, hvis EU holder fast ved de nye sanktioner mod Rusland.
”Hvis sanktioner omkring energi og en yderligere begrænsning af den finansielle sektor bliver realitet, er vi nødt til at besvare dem,” siger Dmitrij Medvedev og nævner lukning af russisk luftrum, som et oplagt russisk svar.
”Hvis vestlige flyselskaber skal flyve uden om russisk luftrum, vil det formentlig føre til lukning af mange af de flyselskaber, som i forvejen kæmper for overlevelse, siger Dmitrij Medvedev i interviewet og tilføjer, at han ønsker at Ruslands partnere tænker over situationen, inden de træffer en beslutning.
Han henviser til, at flyselskaber, som ville få forbud mod overflyvning af Rusland, ville bruge langt mere brændstof og ikke ville være i stand til at konkurrere med de selskaber, som kunne flyve over Rusland.
Medvedev gennemgår i interviewet flere aktuelle emner, eksempelvis krisen i Ukraine, Den russiske økonomi og handel samt eksempelvis den nye bro til Krim, som Rusland er ved at bygge. ota