Rusland og Indien overvejer frihandelsaftale

Bybillede fra Chenai Foto: Ota Tiefenbock

Af Michael Skovgaard

Rusland/Indien: Som følge af sanktionerne forsøger Rusland at finde nye handelspartnere. Her spiller Indien en vigtig rolle, og en frihandelsaftale er på tapetet – det skriver  tyske „Tagesschau“.

Indien og Rusland vil styrke samarbejdet, og Indiens udenrigsminister  Subrahmanyam Jaishankar sagde under et møde i New Delhi i den forløbne uge, at Rusland og Indien planlægger bilaterale investeringer.

Som følge af Vestens sanktioner vil Rusland udbygge handelsaftaler med andre lande – først og fremmest i Asien. Indien har ikke direkte kritiseret Ruslands angreb på Ukraine og er fortaler for en fredelig løsning i form af dialog.

Nu er Rusland blevet Indiens vigtigste leverandør af olie og har dermed afløst Irak. I det forløbne år har Indien importeret olie fra Rusland til en værdi af knap 47 mia. dollar, og det til trods for at Rusland har solgt olien til lavpris.

Som modvægt er Rusland indstillet på at øge importen af især maskiner fra Indien. Ifølge den russiske industriminister Manturov kan Indien være en mulig leverandør af en masse produkter, som er ramt af vestlige sanktioner.

I november 2022 skrev Reuters, at Rusland ville importere 500 vigtige produkter i form af biler, fly og tog fra Indien. Som følge af de vestlige sanktioner har Rusland problemer med at opretholde vigtig industri. Men Indien stræber efter at reducere handelsunderskuddet i forhold til Rusland. Ud over import af olie importerer Indien i stor stil russiske våben og reservedele til løbende vedligehold. Og samtidig er Rusland storaftager af farmaceutiske produkter fra Indien.

Den indiske udenrigsminister nævnte desuden, at landet kan nyde godt af russisk teknologi, og at regeringen arbejder på at løse praktiske problemer i form af betalingsmidler, certificering og logistik.

For at fremme samhandlen mellem de to lande har russiske Gazprombank udvidet samarbejdet med Indien. Det sagde Elena Borisenko, som er fungerende bestyrelsesformand for den russiske bank forud for mødet i New Delhi.  

Share This