Rusland før valget, Forenet Rusland i en ny rolle

Rusland præsident Vladimir Putin Foto: Kremlin

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Rusland: Før Putin anmeldte sit præsidentkandidatur, var der mange spekulationer om, hvem der ville nominere ham. Ville det, som ved sidste præsidentvalg, være partiet Forenet Rusland eller Den Al-Russiske Front? Da det kom til stykket lod Putin sig nominere som uafhængig kandidat af ”frivillige og arbejdere”.

Ved præsidentvalget her i marts er der flere om at føre Putins valgkampagne, skriver Andrej Pertsev for Carnegie (12.2.18). Vjatjeslav Volodin, i dag formand for parlamentet som førte kampagnen i 2012 er én af dem. En anden er Sergej Kirijenko fra præsidentadministrationen. Dertil skal føjes Andrej Turtjak, leder af Forenet Rusland, der heller ikke holder sig tilbage.

For Volodin har det været vigtigt at demonstrere, at Dumaen ”tilhører ham”, skriver Pertsev. Turtjak hævder, at kun han og ingen andre har magten over Forenet Rusland, som er Ruslands klart største parti. Derfor raser der lige nu en kamp mellem de involverede om at høste gevinsten efter Putins sejr.

Der hersker et vakuum, for det er svært entydigt at pege på, hvor præcist vi finder hovedkvarteret for Putins valgkamp. Flere konkurrerer indbyrdes. Den instans der uformelt opnår status som ”hovedkvarteret” er vinderen. Takket være partiapparatet indtager Turtjak og Forenet Rusland under alle omstændigheder en vigtig rolle. Men der er flere autonome kræfter, hvis ledere har personlig adgang til Putin. Hver har deres ”bargaining power” og kan danne koalitioner med andre.

Share This