Rusland bejler til Afrika

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Rusland: I juni måned var Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrov på en længere rundrejse i Afrika. Den markerede et langt større russiske engagement på det afrikanske kontinent. Over de sidste 10 år har Ruslands samhandel med Afrika vokset ikke så lidt, fra blot 1.6 mia. dollar i 2010 op til 4.2 mia. i 2017. Indsatsen er forstærket i flere lande og på flere områder, ud over handel fx når det gælder infrastruktur, salg af våben, militær rådgivning og træning.

Rusland er en dværg i forhold til Kina, Kinas samhandel i 2017 er sat til ikke mindre end 165 mia. dollar, men Rusland skal ikke undervurderes. De økonomiske tal siger langt fra alt om den reelle indflydelse. Bemærkelsesværdigt er, at USA’s samhandel med Afrika i perioden 2010-17 blev halveret, bragt helt ned til 37 mia. dollar. 

I en interessant analyse for Carnegie Endowment analyserer Andrej Maslov og Vadim Zajtsev nærmere det russiske engagement i Zimbabwe. Regeringen i Harare ved, siger de, at de russiske ressourcer til at konvertere økonomisk støtte til politisk og økonomisk magt er begrænsede, men netop det gør, at regeringen er villig til at acceptere nærmest enhver form for russisk støtte, om ikke andet så for at begrænse ensidig afhængighed af USA, EU og Kina.

Problemet for Rusland er især mangel på erfaring, information og mangel på tilstrækkelige ressourcer. Men efter Mugabes afgang har magthaverne i Zimbabwe alligevel udvist stigende interesse i at samarbejde med Rusland. Ved valget i Zimbabwe i juli støttede Moskva således aktivt Emmeron Mngangwa og ZANU-PF. Det var starten på et endnu stærkere russisk engagement i de politiske processer i andre afrikanske lande.

I Zimbabwe har Rusland engageret sig aktivt i udvikling af platinium-forekomsterne, måske de største i hele verden. Her bliver over de næste årtier investeret for omkring 2.8 mia. dollar. Maslov og Zajtsev mener, at Kinas indflydelse i Zimbabwe ikke skal overvurderes. De økonomiske tal lyder af meget, men Kinas andel af Zimbabwes udenrigshandel er trods alt på 5-7 pct. mod Sydafrikas ca. 50 pct.

Zimbabwes ”look east” politik, tilnærmelsen til Kina og Rusland tog for alvor fart efter USA’s og EU’s sanktioner mod landet i 1983, men Mugabes politik var inkonsistent og modsigende. Det søger de nye magthavere at råde bod på. Det russiske engagement i valgkampen i juli er helt naturligt blevet kritiseret af oppositionen, der tabte valget. Nelson Chamisa har således anklaget Rusland og Kina for aktivt at støtte det regerende ZANU-PF. Men at valg i Afrika og andre steder i verden aktivt påvirkes udefra, i høj grad også af vestlige lande, har mere været reglen end undtagelse.

Vesten har, skriver forfatterne, mistet stort set al indflydelse i Zimbabwe. De afrikanske (og latinamerikanske) lande deltager ikke i sanktionerne mod Rusland, de har som bekendt været vestlige kolonier og nogle selv været ramt hårdt af vestlige sanktioner. Sydafrika glemmer ikke den vestlige modvilje i sin tid mod at indføre sanktioner over for apartheidregimet. 

Rusland anses trods stigende engagement som en ret svag aktør, men også som en nyttig modvægt mod for stor kinesisk indflydelse. Rivalisering og modsætninger mellem Rusland og Kina er der ikke tale om, dertil er Rusland for svagt i forhold til Kina og de to landes økonomiske interesser for forskellige. Og både Kina og Rusland har en åbenlys fælles interesse i at holde Vesten ude.