Rusland alene om at anerkende oprørspas

DNR-pas

DNR-pas

Af Uffe Gardel

UffeUkraine. Fordømmelserne hagler ned over Rusland, efter at Putin i weekenden pr. dekret bestemte, at Rusland fremover anerkender pas og legitimationspapirer fra de to oprørsrepublikker i Østukraine, DNR og LNR.

Beslutningen “underminerer Ukraines enhed,” siger Angela Merkels talsmand, Steffen Seibert, og i Paris siger en talsmand for udenrigsministeriet, at “Frankrig beklager denne beslutning.”  USA har via sin ambassade i Kiev udtrykt sin bekymring, og det samme har OSCE.

Ikke engang Hviderusland, Ruslands  mest trofaste allierede,  er med.

“Indrejse på sådanne dokumenter vil som hidtil ikke være muligt,” siger en talsmand for Den Statslige Grænsekomité.

Rusland og Hviderusland er i union med hinanden, og der er ingen fast grænsekontrol mellem de to lande. Alligevel opretholder de hver deres visumsystemer.

Rusland anerkender også vielsesattester, skilsmissepapirer og nummerplader fra de to oprørsrepublikker, men anerkendelsen begrundes med “humanitære” hensyn, og Rusland anerkender fortsat ikke DNR og LNR som selvstændige lande. DE to republikker begyndte at udstede egne pas for knapt et år siden, og Rusland har i praksis længe ladet folk rejse ind på disse pas.

 

Share This