Rumænsk storklub får bizart nyt navn

Rumæniens landshold. Foto: Ralf Roletschek

Rumæniens landshold. Foto: Ralf Roletschek

Efter flere år med retssager og diskussioner har den rumænske fodboldklub Steaua Bukarest endelig fået nyt navn, og det er et bizart et af slagsen.

Af Toke Theilade

Der er intet unormalt ved, at fodboldklubber har ’FC’ i deres navn. På nuværende tidspunkt har fire danske Superliga-klubber Football Club i deres navn for eksempel. Det er dog sjældent, at man tilføjer det to gange, hvilket er lige præcis, hvad den rumænske klub tidligere kendt som Steaua Bukarest har gjort. Klubbens nye navn er nemlig FC FCSB, hvilket såmænd står for Football Club Football Club SB.

Navneskiftet kommer efter en længere strid med den rumænske hær om navnerettighederne til brandet Steaua Bukarest.

Kampen har stået på siden 2011, hvor forsvarsministeriet hev klubejer Gigi Becali, der købte Steaua i 2003, i retten for at have misbrugt klubbens brand siden han købte den.

Klubben blev dannet i 1947 af den rumænske hær, og den har sidenhen vundet 26 nationale mesterskaber samt Mesterholdenes Europa Cup i 1986, hvilket gør den til den mest succesfulde rumænske klub. Med navneskiftet er det dog ikke sikkert, at FC FCSB får lov til at beholde sin historie.

Hæren har nemlig startet en ny klub ved navn Steaua Bukarest op, der træder ind i det rumænske ligasystem næste sæson. Den skal trænes af 62-årige Ion Ion, der med stor succes optrådte for Steaua i 1970erne.

For Becali står sagen dog klar. ”Dem, der ønsker det kan fortsætte med at kalde klubben Steaua, men navnet er FCSB,” fortalte han klubbens hjemmeside i februar, hvor han ligeledes slog fast, at det ville være den samme klub bare med et andet navn.

FCSB er i øjeblikket på andenpladsen i den rumænske Liga 1, tre point efter Viitorul. I næste weekend venter dem et lokalderby imod ærkerivalerne fra Dinamo Bukarest.

Share This