Ad

Rumænsk eks-præsident ønsker politisk come-back

Basescu holder tale ved PDL partikongres i 2013 Foto: Dreamstime

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Rumænien: Mens flere byer i Rumænien, især Cluj i Transsylvanien og Oradea i Vest-Banat regionen i de seneste år har gjort store fremskridt, så fremstår landets hovedstad, Bukarest kaotisk, beskidt, forurenet og har i denne sommer mere lignet en mellemøstlig hovedstad end en europæisk. Det skriver ”Emerging Europe” (12.8.20).

Årsagen er mangel på investeringer i vigtig infrastruktur og mangel på varmet vand og på opvarmning i årets kolde måneder. Trafikken i hovedstaden bevæger sig i sneglefart. Historiske bygninger er revet ned og givet plads for megaprojekter, eksempelvis ”Civic Center”.

Nu skal der snart afholdes lokalvalg, herunder borgmestervalg i Bukarest. Det er udsat grundet corona pandemien. Og borgmestervalget i hovedstaden har naturligvis særlig betydning. Bukarest er med godt 2 mio. indbyggere trods alt landets magtcentrum. Valget i hovedstaden er også en vigtig strømpil for parlamentsvalget senere i år.

Den siddende borgmester Gabriela Firea klynger sig til sit job. Hun er valgt for det socialdemokratiske PSD. Og PSD har haft alvorlige problemer med hensyn til opbakningen til partiet i netop hovedstaden, som i 2017-18 var skueplads for omfattende protestdemonstrationer rettet mod PSD-regeringens forslag på retsområdet. PSD forventes derfor at gå tilbage. Det nationalliberale parti, det største oppositionsparti støtter den uafhængige kandidat Nicusor Dan, der også bakkes op af Frels Rumænien Unionen (USR).

Nok så interessant agter den nu 68-årige eks-borgmester i Bukarest Traian Basescu at stille op. Han var Rumæniens præsident i ti år, fra 2004-14, og inden da borgmester i Bukarest, fra 2000 til 2004. I dag er han medlem af Europaparlamentet.

Basescu har været en yderst kontroversiel politiker Han er blevet dømt ved retten for hårde udfald mod romaer, har bekæmpet indvandring fra muslimske lande og EU’s klimamål og derudover talt for Moldovas indlemmelse i Rumænien.

Nu har Basescu overraskende anmeldt sit kandidatur ved borgmestervalget. Med andre ord ønsker han sit gamle job tilbage. Hans parti, Folkebevægelsen, blev ved sidste borgmestervalg i hovedstaden udelukket fra den alliance, der støttede Nicusor Dan.

Basescu tildeles ringe chancer for at få borgmesterposten, men det at han stiller op kan hindre Nicusor Dan i at blive valgt. Over de sidste 5 år har Basescu’s parti støttet PSD. Basescu kan således være en ”politisk spoiler”.

Ved det sidste lokalvalg blev Nicusor Dan heller ikke valgt pga. splid mellem anti-PSD partierne. Det kan gentage sig. Politiske iagttagere mener, at Basescu’s opstilling skal ses som et led i valgkampen til parlamentsvalget, der som sagt følger hurtigt efter lokalvalgene.